smukfest
Foto: Lasse Lagoni

Smukfest ’15: Anmelderens favoritter

Campingarealerne bliver stille og roligt fyldt op, og vejrudsigten ser god ud. Årets Smukfest går officielt i gang i morgen, og det betyder, at du skal finde ud af, hvad du skal se og høre de kommende dage i Bøgeskoven.

Her kommer min liste over not-to-miss artister:

Onsdag:

L.O.C., Bøgescenerne, 21:45
Kongen af dansk rap blæste sammen med resten af B.A.N.G.E.R.S.-crewet Grøn Koncert bagover, hvilket med garanti bare har givet ham endnu mere blod på tanden til at rive Bøgescenerne midt over.

For to år siden spillede han sin eneste koncert i hele 2013 i skoven, hvilket var sat op til at skulle blive noget af hans største nogensinde. “Desværre” er det bare sådan med L.O.C., at han snart ikke kan toppe sig selv. Alligevel er der garanti for fællessang generationerne på tværs, når den altid veloplagte Liam O’Connor spiller alle højdepunkterne fra sine flotte 15 år som en af spidserne på den danske musikscene.

Tiësto, Bøgescenerne, 23:30
De seneste år har Walther og Co. i Skanderborgskoven for alvor fået øjnene op for at booke de store DJ-navne, som kan overtage skoven, når mørket falder på, og de gamle går hjem i seng. Og i år smider de en af de allerstørste tidligt på ugen, så vi slipper for at skulle trippe af bare spænding hele ugen.

Det er allerede over ti år siden, at Tiësto bragede frem og blev kåret til verdens bedste DJ tre år i streg (2002 – 2004) af det verdenskendte DJ Magazine. I dag hitter han med nummeret ‘Secrets’, som han med garanti vil mixe sammen med flere af de andre store dancehits onsdag nat.

Torsdag:

Kim Larsen & Kjukken, Rytmescenen, 21:30
Hvad skal jeg sige? Fællessang for alle folk i alle aldre med en af Danmarks største nogensinde. Hvis ikke du skal opleve det, så ved jeg ved Gud ikke, hvad du skal!

Emil Stabil, P3 Teltet, 19:30
Det virale hit og det mest hotte navn blandt unge mennesker har fået en del blandede anmeldelser for sine udgivelser og optrædener. Men med det navn og de hits, han alligevel har fået banket ind i hovedet på de fleste, skal der sikkert nok være en fest under teltdugen torsdag aften. Om ikke andet kan du selv danne dig en mening om, what the hype is about.

Lenny Kravitz, Bøgescenerne, 23:45
Legende? Ja! Udbrændt? Tvivlsomt! Lenny Kravitz spillede mandag i Sverige, hvor hans bukser revnede i kampens hede. Det taler vist for, at han forhåbentlig er i topform fredag aften, når ham og hans guitar skal kæle for Smuklingernes ører med evergreens som ‘American Woman’ og ‘Are You Gonna Go My Way’.

Under alle omstændigheder kan det garanteres, at skoven bliver proppet, så stemning skal der nok være forud for det forhåbentlige brag.

Hardwell, Bøgescenerne, 01:30
Igen skal vi til fest hos en af de største og bedst betalte DJs i verden. Ham her er også fra Holland, men han er kun 27 og har haft en karriere med lynende fart på, efter han slog igennem i 2009 med en sit bootleg ‘Show Me Love vs. Be’.

Han er i 2013 og 2014 blevet kåret til verdens bedste DJ, så ligesom Tïesto skulle der være garant for basarmsfest i nattens mulm og mørke, som sikkert lyses op af knæklys i alverdens farver.

Fredag:

Snavs, P3 Teltet, 17:15
Sidste år væltede han det orange græskar aka. Apollo på Roskilde i opvarmningsdagene. I år spiller han op under P3s teltdug, som tidligere har været omdrejningspunkt for nogle vanvittige fester med vilde DJs bag pulten.

Med masser af solide trapnumre og samarbejdshit med blandt andre Fabian Mazur i tasken vil der blive lagt i kakkelovnen til rigeligt med bas, hoppen, dansen og kasten med basarmene. Hvis man er til det vildeste af det vilde, så er det en nødvendighed at være i nærheden af P3 Teltet fredag eftermiddag.

Dirty Loops, P3 Teltet, 19:00
Her er der noget, jeg virkelig glæder mig til. Dirty Loops er tre, unge, svenske gutter, som blev kæmpestore på internettet, da de begyndte at lægge deres jazz/funk/disco-versioner af store, kendte hits på YouTube.

For eksempel er deres version af Justin Biebers ‘Baby’ set over 6 millioner gange. Sidste år udgav de det første studiealbum, ‘Loopified’, som de vil spille numre fra foran Smuklingerne, inden de drager på tour som opvarmning for Maroon 5.

Avicii
Svenske Tim Berg har været Ibizas kæledægge i årevis, og nu vender han tilbage til Bøgeskoven, som han en lun aften i 2013 forvandlede til den spanske ferieø for en stund. Anmelderne var dengang lunkne over den 25-åriges performance, men med nye hits som ‘The Days’ og ‘The Nights’ i bagagen, håber vi på at blive blæst bagover af bas og konfettikanoner.

Lørdag:

Jooks, P3 Teltet, 19:00
Tilbage i 2010 stillede Jooks sig på scenen i P3 Teltet med én landskendt single og et mere undergrund album, som kun få af de fremmødte havde hørt numre fra før. Alligevel fik han i selskab med flere gæster, heriblandt L.O.C., revet teltet rundt.

Jeg har kun set Jooks performe som eget navn den ene gang, og efter udgivelsen af albummet ‘Dyr’, hvor singlerne ‘Etableret’ og ‘Lige Nu’ kommer fra, er der kun mere fantastisk materiale at høre rapperen fyre af. Det glæder jeg mig til!

Rammstein Jam, Rytmescenen, 21:30
Grundet karambolage med andre kunstnere, må jeg selv for første gang i årevis misse danske Rammstein Jams fantastiske fortolkninger af en af Tysklands største eksportvarer. Deres indlevelse og formidable måde at gøre numrene til deres egne må du ikke misse! Så gør mig og dig selv en kæmpe tjeneste, og skynd dig ned på Rytmescenen, så du kan headbange med!

Beck, Bøgescenerne, 21:30
Hvis du ikke er så meget til danske versioner af hård, tysk rock, så kan du få Grammy-vindende country/folk-inspireret rock fra L.A. i form af 45-årige Beck. Hans monsterhit fra 1994, ‘Loser’, gav ham det store gennembrud, og siden har han sprøjtet i alt 13 albums ud, som har eksperimenteret med næsten alle genrer på spektret.

Seneste af disse resulterede så i en Grammy tidligere på året og Kanye, der lavede en Kanye, under takketalen. Lad os finde ud af, hvad han vinder priser for, når han betræder scenerne fredag aften.

Søndag

Kato, Bøgescenerne, 19:00
Den evige entertainer spillede sidste år sammen med Safri Duo, hvilket ifølge DJ’en selv var hans største optræden til dato. Om det kan toppes tidlig søndag aften er ikke til at vide, men kender man Kato ret, så vil han gøre alt, hvad der står i hans ret, for at gøre et forsøg.

Dizzy Mizz Lizzy, Bøgescenerne, 21:00
Flere gange har DAD lukket Smukfest ned på sing-a-long-rock til folket, og den kunst skal Dizzy nu gøre efter i år. Bandets genopstandelse fra de døde er gået mere end godt, og nu er de blevet hyret til at holde på Smuklingerne, så de ikke tager hjem, før de har fået det hele med. Der er garanti for fede soloer og fællessang under bøgen til årets sidste koncert. Og det vil du heller ikke gå glip af, vel?

Hør et uddrag af årets Smukfest-line-up på vores Spotify-spilleliste her: