Black Rebel Motorcycle Club, 061117, Vega
Musikken fungerer godt live
Manglende energiIngen lyst til at træde udover scenekanten
35%Flad fornemmelse
Læser Bedømmelse 1 Stemme
96%

Black Rebel Motorcycle Club efterlader land og rige øde efter deres koncerter. De er et exceptionelt liveband, der har fået så mange roser kastet efter sig, at man skulle tro, de svømmede i det. Mandag aften spillede de i Vega, hvor vi desværre var vidne til, at trioen havde glemt, hvordan man holder sig ovenvande.

Gulvet under mig gav lige så stille efter. Op og ned, op og ned. Ikke fordi gulvet sejlede under mig, men de gamle træbjælker i Store Vega bevægede sig stille og roligt under mig, som om de signalerede, at nu skulle jeg hoppe. Jeg skulle hoppe for at holde trit med musikken, der stormede mod mig fra scenen, hvor Black Rebel Motorcycle Club endelig viste, hvad de duede til.

Måske var det en god idé at søge tilflugt fra hovedpine og trætte kroppe ved at hoppe som en gal, mens publikum stod som sild i en tønde. Lugten af herreparfumer, sved og cigaretter lå så tungt i luften, at den blot blev ved med at bygge ovenpå hinanden, mens de forskellige lugte konkurrerede om at være mest dominerende. Det var der hovedpinen stammede fra. Det var ikke fra den musik, der den sidste halvanden times tid var blev blæst ud af højttalerne på scenen.

For lige der var det godt. Det var virkelig godt. Til tonerne af Black Rebel Motorcycle Clubs største hits – “Spread Your Love” og “Whatever Happened to my Rock ‘n’ Roll” – var hele salen med, og bandet gav alt, de havde at give. Lige der gik rockmusikken i hjertet og fik publikum med.

Desværre levede vi kun på den bølge af ekstase i cirka fire numre. Resten af tiden måtte vi nøjedes med en halvlunken, halvfuld og halvslap koncert med tre bandmedlemmer, der ikke rigtig udstrålede, at de var interesserede i at give en god koncert.

Black Rebel Motorcycle Club, Vega, 061117

Fotograf: Thomas Rasmussen

Black Rebel Motorcycle Club spiller rockmusik af den gamle skole. De to oprindelige medlemmer Peter Hayes og Robert Levon Been fra San Francisco hev i 2008 den danske trommeslager Leah Shapiro ind, og nu udgør de tre en af de mest populære garagerockbands i verden.

Koncerten mandag aften i Vega var ikke et produkt af et nyt album. Bandet røbede, at vi ville få nyt materiale fra dem i efteråret 2017, men udgivelsesdatoen blev rykket til januar 2018. Af denne grund var koncerten mandag aften ikke en mulighed for at vise, hvad den nye lyd kan. Det var en rejse tilbage til de gamle dage, der kort kærtegnede, hvad vi kan forvente fremadrettet.

Problemet lå bare i, at de sange vi fik leveret, blev leveret halvvhjertet.

Leah Shapiro sad bag sit trommesæt uden at fortrænge en mine. Hun nåede næsten ikke at fælde en sveddråbe undervejs, ligesom hun nærmest ikke ænsede Robert Levon Been, der til gengæld sejlede rundt på scenen.

I Black Rebel Motorcycle Club spiller begge herrer både guitar, bas og en del af vokalen. Derfor var der hele tiden små skift mellem Robert Levon Been og Peter Hayes, og så snart Been ikke længere var i fokus, stod han og hang. Jeg skal ikke gøre mig til dommer på, hvorfor det var sådan. Jeg blev bare en anelse træt af, at Been havde svært ved at ramme sine guitarpedaler i første forsøg, da han skiftede mellem dem.

Peter Hayes var til gengæld fuld af energi og karisma, og med hans stor rummelige stemme var det en fornøjelse at se. Hans ageren var umiddelbar og introvert, men han nåede at komme udover scenekanten på en helt anden måde, end Robert Levon Been kunne.

Black Rebel Motorcycle Club, Vega, 061117

Fotograf: Thomas Rasmussen

Med åbningsnummeret “Little Things Gone Wild” efterfulgt af covernummeret “Let the Day Begin”, som The Call oprindeligt gjorde populær, så det ud til, at vi ville være vidne til en ordentlig rockkoncert. For allerede ved tredje nummer, “Beat the Devil’s Tattoo” jublede publikum.

Skrig og tilråb fra dybe stemmer fløj gennem salen og flere hænder strøg mod loftet for at vise sin til kærlighed til bandet. De mange mennesker i den udsolgte koncertsal kunne unægteligt ikke stå stille. Bassen var for høj og tonerne for smittende til, at det kunne ske.

Derefter gik det ned ad bakke. En ligegyldig fremførelse af “Aint’ No Easy Way” fra 2005 greb sig fast om anklerne på de tre musikere og begyndte at hive dem ned. De næste halvanden times tid var decideret kedelig. Jeg var forundret over, hvor lidt bandet virkede til at ville sit publikum – og forundret over, at selv på forreste række stod folk med armene over kors og ventede på at blive blæst væk af den energi, som Black Rebel Motorcycle Club normalt lægger for dagen.

Koncerten var derfor ti minutter intens og lykkebringende rockkoncert, efterfulgt af over en times trivialiteter for så igen at slutte af med to store hits og lukke ballet med manér. Det var bare ikke nok til, at man ikke forlod Vega med en tom fornemmelse og forløsning, der bare aldrig kom.

Black Rebel Motorcycle Club, Vega, 061117

Fotograf: Thomas Rasmussen

Thomas tog nogle billeder af Black Rebel Motorcycle Club, som du kan se lige HER.