Nick Cave & The Bad Seeds, 201017, Royal Arena
Rå, ægte og indbydendeOvermenneskelig kontrol over stemmenEnergi og karisma til at fylde hele arenaen
Påtaget afslutningUndlod at spille sit største kommercielle hitKun i kontakt med de forreste rækker
85%Hudløst råt
Læser Bedømmelse 1 Stemme
17%

Der er få musikere, som indbyder til, at man virkelig lytter til historierne, når de åbner munden. Det er sådan en musiker, som Nick Cave er. Han tryllebinder og fortæller, han lader os komme tæt på, men holder en distance, så mytologien om sit væsen ikke forsvinder. Det var det, der gjorde fredagens koncert med Nick Cave & The Bad Seeds i Royal Arena til et imponerende mesterværk.

Da billetterne til fredagens koncert med Nick Cave & The Bad Seeds i februar blev sat til salg, røg samtlige 16.000 billetter på godt tre kvarter. Så det jubelbrøl, der klokken 20:03 kom fra arenaen, var et resultat af en længe ventet koncert. Og som det ofte er med den slags koncerter, var forventningerne derfor også ret høje.

Jubelbrølet lagde sig øjeblikke efter, forsanger Nick Cave trådte nonchalant ind på scenen. Det var en scene med et ret nøgent setup, hvorfra musikerne kunne pryde den med deres altoverskyggende karisma og talent. Og knap var der gået et minuts tid, før vi for første gang kunne prøvesmage, præcis hvor dygtige musikere, vi fredag aften var i selskab med.

For har du nogensinde prøvet at sidde i en arena med flere tusinde andre mennesker omkring dig og stadig kunne høre en knappenål falde til jorden? Det var lige præcis, det vi oplevede fredag aften.

Alt det rasen, der har været de seneste par år, med at koncertgængere snakker for meget under musikken, blev gjort til skamme. For jeg kunne høre, hvordan en anmelderkollega ti sæder fra mig sad og klimpede på sine computertaster. Det er altså ikke hver dag, man prøver det til en rockkoncert i en arena.

Der var noget magisk over frontmand Nick Cave fra start. Hans tilstedeværelse i et lokale er så altopslugende, og det er som om, han – uden at italesætte det – kræver alt ens opmærksomhed. Så da han under aftenens anden sang “Jesus Alone” trådte ned til publikum og med hænderne gestikulerede, at de skulle række deres i vejret, var der noget helt specielt over det.

Ingen af de mange hænder kunne nå ham helt. Ingen af hænderne kunne røre den mytologiske figur, som Nick Cave nu engang er blevet udnævnt til at være. De kunne ikke røre, og derved fortsatte illusionen om, at han er noget overjordisk. En gud. En rockgud om man vil.

“With my voice, I am calling you,” flød det mere fortællende end syngende ud fra den 60 år gamle forsangers mund, og arenaen var stille. Som forstenet stod vi alle og ventede på at høre mere. Hvad ville det næste blive? Den næste oplevelse? Det næste øjeblik? Hvad vil han nu sige?

Straks efter “Jesus Alone” brød Nick Cave & The Bad Seeds ud i “Magneto” og “Higgs Boson Blues” fra hhv. Skeleton Tree og Push the Sky Away, hvor Nick Cave pludselig fjernede den barriere, der havde været mellem publikum og band gennem de første par sange.

Under især “Higgs Boson Blues” måtte Nick Cave nærmest holdes oppe af publikums hænder, fordi han lænede sig så langt frem på scenen. Hvor sangene på albummene er fremført underspillet og i en form for kontrolleret kaos, så ødelægger alle sangene lydmuren og spiller hele arenaen op.

Jeg prøvede at tælle undervejs, men godt og vel alle sange varede længere tid end på albummet, og godt og vel alle sangene havde fået tilføjet sig en guitarsolo, et vers eller var lige blevet skruet lidt op. På den måde var det noget helt andet at høre musikken fra Nick Cave & The Bad Seeds i liveversioner.

Nick Cave, Nick Cave & The Bad Seeds, Royal Arena

Foto: Lasse Lagoni

Frontmandens tilstedeværelse fyldte unægteligt meget under koncerten. Han er på en og samme tid både frontmand, forsanger og en slags leder i det der er Nick Cave & The Bad Seeds, men nogle gange måtte mit blik vandre fra ham og over til violinisten Warren Ellis.

Ellis kom først med i bandet i 1995, fordi han var med på en række indspilninger. I dag er han – heldigvis – fast inventar på scenen og giver forsangeren kamp til stregen, når det kommer til tilstedeværelse på scenen. Lige så mærkværdigt det er at have en violinist med i et post-punk-rock band, lige så mærkværdig er Ellis.

Primært fordi han spiller på violinen, som enhver rockstjerne ville spille på en Gibson guitar. Og derudover fordi hans bevægelser virkelig vidnede om, at han kunne mærke musikken. At det ikke blot var en koncert men en chance for at fortælle en historie – og den skal fortælles ordentligt. Samtidig er Ellis’ og Caves kontakt på scenen fuldstændig genial. Så da Cave kastede sig ned på sine knæ under “From Her to Eternity,” og Ellis fyrede den op for den pedal, han havde tilknyttet sin violin, var der noget elektrisk i luften.

Nick Cave & The Bad Seeds kommer oprindeligt fra Australien, som de forlod for over 40 år siden til fordel for England og resten af Europa. Derfor var den australske accent da næsten også forsvundet, da frontmand Nick Cave inden “Into My Arms” fra 2016 fortalte os, at vi gerne måtte synge med, mens han trykkede de første tangenter på klaveret ned.

“Into My Arms” skal specifikt fremhæves. Den fremkaldte kuldegysninger på hele kroppen, mens sommerfuglene i maven voksede sig større og større. Det var her Nick Caves evner som sanger og musiker virkelig blev fremvist på den bedst tænkelige måde. Samtidig var den perfekt akkompagneret af publikums stemmer, der lagde sig som det perfekte kor under en af karrierens helt store højdepunkter.

Jeg måtte flere gange undervejs sluge den klump, der så småt voksede sig stor i min hals og erkendte, at det nok var sådan fodboldinteresserede har det, når nationalsangen bliver sunget i Telia Parken.

Desuden skal “The Mercy Seat” og “Red Right Hand” også fremhæves som koncertens højdepunkter. Magen til styrke og kontolleret, men alligevel bombastisk vrede skal man lede længe efter. De blev begge fremført til ug, og de viste begge, præcis hvor stor kontrasten mellem Nick Caves fortællinger er – og hvor stor kontrasten er mellem en arena, der tier stille og en arena, der jubler og synger med.

Nick Cave, Nick Cave & The Bad Seeds, Royal Arena

Foto: Lasse Lagoni

Aftenens overraskelse kom, da den danske sangerinde Else Torp trådte ud på scenen for at akkompagnere Nick Cave & The Bad Seeds under “Distant Sky”. Sangerinden synger nemlig også med på albumversionen af denne sang, så det var passende, at hun netop fik lov til at tage vores åndedræt en sidste gang, inden koncertens afslutning.

Aftenens sidste sang var både titelnummeret både albummet og titlen på turneen. “Skeleton Tree” satte et helt udmærket punktum på en koncert, som jeg vil huske i lang tid fremadrettet. Der der altså noget poetisk over, at Nick Cave, der gennem de sidste to år har lukket os ind i en unik sorgproces, går fra scenen, mens ordene “It’s alright” svømmer ud af forstærkerne.

Og til dels synes jeg faktisk, han burde have ladet koncerten være der. Afslutte en fantastisk aften med “Skeleton Tree” og så ikke mere.

Men vi fik lov til at få tre ekstranumre fredag aften også. “The Weeping Song”, “Stagger Lee” og “Push the Sky Away”, og det var også helt fint, og jeg var helt benovet, da Nick Cave kravlede ned fra scenen og gik sig en tur blandt publikum over til et mindre podium i arenaens højre side. På dette podium viste han endnu engang, hvordan han havde publikum i sin hule hånd ved at dirigere klapsalverne gennem “The Weeping Song”.

Det virkede også ægte og smukt, da han sang til en kvindelig koncertgænger, der sad på en kammerats skuldre. Også da han stak sin mikrofonen i hånden på en anden koncertgænger, så Nick Cave kunne klappe i takt med os. Også da han kom tilbage på den stor scene og havde inviteret de forreste 50-100 mennesker op på scenen.

Problemet er bare, at lige præcis disse ting er sket til samtlige koncerter. Der er ikke meget impulsivitet over det, og den rå ægthed, vi oplevede gennem hele aftenen, forsvandt pludselig, da Nick Cave valgte at synge “Stagger Lee” og “Push the Sky Away” med en proppet scene. Den eneste ægthed, jeg følte på dette tidspunkt, var de mange fans’ reaktioner på at stå på samme scene som Nick Cave & The Bad Seeds, synge med og være i et med øjeblikket.

Jo jo, det var da smukt og rørende at så garvede musikere ikke har synderlige stjernenykker og derved inviterer sine fans op, men det virkede påtaget. Det var desværre en lidt træls afslutning på en fuldt ud ægte koncert på intet mindre en to timer og tyve minutter, hvor hjertebanken og våde øjne dominerede.

Nick Cave, Nick Cave & The Bad Seeds, Royal Arena

Foto: Lasse Lagoni

Lasse stod på første række og tog et par billeder af den karismatiske forsanger fra Nick Cave & The Bad Seeds. De billeder kan du se lige HER.