Karl William + SAVEUS, Fredagsrock i Tivoli
Der er intet som jysk charmeKunstnere til fingerspidserne
Mikrofon slet ikke høj nokLidt for lang pause mellem de to koncerter
68%Modpolerne matchede
Karl William65%
SAVEUS70%
Læser Bedømmelse 1 Stemme
95%

Sommeren er ikke længere over os. Selv om den næsten aldrig rigtig nåede til hovedstaden, har Danmarks fineste forlystelsespark forsøgt at afhjælpe de værste “summerblues” ved at afholde Fredagsrock hver fredag aften hele sommeren. Fredag den 1. september havde de indbudt de to unge musikere Karl William og SAVEUS, der begge har begået deres første skridt i Midtjylland. Og som efter i aften uden tvivl nu har begået deres første skridt i den helt store liga indenfor dansk musik.

Inde koncertens start havde jeg frygtet, at Plænen foran den prestigefyldte scene i Tivoli ikke ville være fyldt op. Jeg var nemlig af den overbevisning, at både Karl William og SAVEUS var to navne, som ikke kunne trække den helt store menneskemængde, men allerede fra aftenens første optrædenens skridt ind på scenegulvet, blev jeg modbevist. Der lød nemlig et skrig gennem parken, som snildt kunne overdøve de skrig, der kom fra Dæmonen og Det Gyldne Tårn.

Og allerede inden første sang var slut, gik jeg en tur rundt om Plænen med et smil på læben. I mit hoved er et stort kvalitetsstempel nemlig, at en musiker kan tiltrække lidt af alle aldersgrupper. For når musik virkelig taler til hjertet og hofterne, betyder alder ikke noget.

Og aftenens første optræden, Karl William, talte i den grad til hjertet.

Karl William, Fredagsrock, Tivoli

Foto: Martin Kleisberg

Karl William

Klokken havde knap slået 22, da den unge århusianer, Karl William, gik på scenen. I en grå sweatshirt og et par løse sorte bukser, bød den unge knægt indenfor til en koncert, hvor det hele altid lige er lidt underspillet. Sådan på en rigtig god jysk manér.

Det var så fin en kontrast, der lå mellem sangene og de impulsive ord, som sangeren delte med os. Hvor de mange hits er melankolske og håbefulde, afslører Karl Williams jyske dialekt, at han stadig bare er en ung musiker, som gerne vil fortælle de her historier. Der er virkelig intet showbusiness over ham. Men det er på den gode måde, hvor han nærmest er taget direkte fra øvelokalet og op på scenen for at synge sit hjerte og sin sjæl ud. Og den helt rå optræden, hvor pynten på scenen blot var et par blomster ranker, som skulle forestille at gro langsomt op ad keyboard og trommer, giver pluspoint. Det er helt ærligt og helt vildt godt.

Jeg synes især, at Karl William skal have ros for at fylde scenen ud. Det er en svær opgave pludselig at kunne bevæge sig på en scene så stor, som Tivolis nu engang er. Det er ihvertfald noget helt andet end at stå på scenen i Vega eller på Train. Men der har jeg ikke en finger at sætte på den unge musiker. Det virkede let og ligetil, når han slentrede fra den ene ende af scenen til den anden og virkelig sørgede for at få alle i publikum til at lytte til sine sange. Karl William er nærværende på en hel unik måde, hvor vi bliver taget i hånden og får hørt historier om at finde sit fodfæste i en verden, hvor man vil det hele, men ikke kan alt.

Desværre er Karl Williams musik ikke bygget til store udendørskoncerter, hvor folk egentligt bare gerne vil synge med og drikke nogle øl. Jo jo, der blev da drukket øl i rigelige mængder, men det betød også bare, at den koncentration, som man normalt lægger for dagen, når der tændes for Karl Williams musik, blev pakket godt og grundigt væk.

Under den første halvdel af koncerten fik vi nogle af de lidt ældre sange fra Karl William, og så fik vi endda også lov til at høre et par nye melodier, som kommer til at ligge på et album “som vi ikke lige ved, hvad skal hedde endnu”, røbede den unge sanger.

Det var nemlig først under sangene “Forstenet” og “Blind Igen”, som var drysset pænt ind i både starten og slutningen af koncerten, at publikum gad holde mund og nyde eller synge med på musikken. Dog skal det påpeges, at de to sange blev leveret med en vokal, der sad lige præcis, hvor den skulle. Det gør mig noget så lykkelig at høre, hvordan stemmen både matcher, hvad vi har hørt i radioen, men samtidig tilføjer et helt nyt niveau af inderlighed. Et helt nyt niveau, som vi kun kan opleve, hvis sangeren både er dygtig, og hvis vedkommende kommer med en inderlighed og ærlighed, som han har lyst til at dele ud af.

“Det er da lidt melankolsk,” overhørte jeg en mand i publikum sige, da koncerten nærmede sig sin ende, og ja, jeg ville til dels give ham ret. For melodierne har ikke fart på, de skynder sig ikke ud i den helt store pompøse bro, der skal få publikum til at hoppe og danse, men melodierne er håbefulde og derved langt fra melankolske. Det kræver bare, at man kigger lidt dybere i lagene, som Karl William har lagt ovenpå sine melodier.

Saveus, Fredagsrock, Tivoli

Foto: Martin Kleisberg

SAVEUS

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke havde de helt store forventninger til danske SAVEUS, der er Martin Hedegaards kunstnernavn, efter deres ageren på Smukfest i år. Det hed sig nemlig, at de måtte aflyse deres koncert, fordi en mixerpult gik i stykker, mens de stod på scenen. Det er jo, hvad der kan ske, men efterfølgende læste jeg et tweet fra forsangeren i Baby Woodrose, Lorenzo Woodrose, hvor han i ægte rock’n’roll-stil forklarede, at SAVEUS altså snart skulle lære at spille uden støttehjul. Rigtig musik bliver nemlig lavet på instrumenter og ikke en computer.

Så den midtjyske knægt var altså på noget af en opgave, hvis han skulle overtale undertegnede til at give en fornuftig karakter og et par positive ord med på vejen. For jeg er til dels enig. Der er jo en grund til, vi konsekvent vender tilbage til The Doors, Fleetwood Mac og The Beatles: Fordi det musik, hvor instrumenterne bliver kærtegnet på en sådan måde, at lytteren virkelig kan mærke musikerens sjæl.

Men midt i de blå strobelys og en langsomt fremadhvirvlende røgsky kunne vi pludselig se en silhuet af den kun 24-årige musiker. Der var både lys- og lydeffekter for alle pengene, som i den grad bekræftede mig i, at computeren virkelig betyder en stor del for den unge musiker. Alligevel var jeg ikke et sekund i tvivl om, at der har siddet en ung musiker og krænget sin sjæl ud foran computeren, da han komponerede den musik, vi fik lov til at høre fredag aften i Tivoli.

Hvor Karl William tidligere på aftenen havde kørt den ind på jysk charme og melankolske historier om at finde sin plads i tilværelsen, bød SAVEUS på fællessang fra start. Her stod en god flok af både mænd og kvinder oppe foran scenen og både sang og dansede med. Ligesom Martin Hedegaard i den grad sprang energisk rundt og nærmest ene mand formåede at spille hele Tivoli op.

Selvfølgelig er der en klar fordel i, at ens musik er uptempo, og man derfor har mulighed for at holde en fest på en helt anden måde, end da Father John Misty indtog Orange på Roskilde Festival i sommer. Så skal der altså virkelig gå meget galt, før en koncert som denne ville blive katastrofal. Hvilket betød, at jeg altså også pludselig forstod, hvorfor SAVEUS har høstet så fine liveanmeldelser sommeren over. For han er pisse dygtig live. Sangene kræver en vokal, der virkelig skal plejes og finpudses, og der var virkelig meget, som kunne været gået galt fredag aften. Men intet gik galt.

Jo, det skulle da lige være at på grund af alle lydeffekterne, druknede mikrofonen ofte i musikken. Så hvis vi lige kunne skrue mikrofonen lidt op, skal jeg nok lade være med at klage.

Det var en koncert, hvor tempoet var sat højt fra start med fællessang til “Levitate Me” og “Everchanging”, hvor musikken fint fik drysset lidt røg og strobelys ned over sig. Stemningen eskalerede uden tvivl, da Martin Hedegaard afslutningsvist kravlede ned til publikum, hvor han stillede sig oppe på hegnet, der adskiller publikum og fotograven og sørgede for at få publikum til at danse den sidste energi ud fa kroppen. At det så blev gjort under SAVEUS’ seneste single “Himalaya”, som i den grad byder op til fællessang, var en lille genistreg fra den jyske musiker.

Jeg må indrømme, at jeg var overtalt, da SAVEUS forlod scenen. Martin Hedegaard viser konsekvent, hvorfor han har gjort sig fortjent til at stå på en så stor scene, og det er en fornøjelse at være vidne til. Udover den fine tilstedeværelse på scenen, er musikken i den grad også gennemarbejdet. Det er et produkt, som kræver stor musikalsk viden og teknisk snilde, hvis man skal stå med et velkomponeret produkt til sidst – og når det så samtidig bliver fremført med en jysk uskyldighed, charme og ihærdighed, så fortjener SAVEUS en fin anmeldelse for det hårde arbejde og den kæmpe masse talent.

 

Karl William, Fredagsrock, Tivoli

Foto: Martin Kleisberg

Jeg synes, det er forkert at sammenligne de to musikere, som fredag gav os en dobbeltkoncert til Fredagsrock i Tivoli. For foruden deres geografiske ophav og det faktum, at P3 forguder dem, så har de bare ikke særlig meget tilfælles. Det er to grene af dansk musik, som begge skal dyrkes og plejes – især i disse år, hvor den danske musik, der hyldes, primært er parodier på så mange forskellige måder.

Det er forkert at sige, at Karl William varmede op til den fest, som SAVEUS gav os senere på aftenen, for selv om Karl Williams underspillede charme ikke frembringer nær lige så meget energi hos publikum, betyder det altså ikke, at det ikke er fantastisk at overvære.

Den sidste dobbeltkoncert i denne sæsons Fredagsrockregi var en perfekt blanding af det bedste, Danmark har at byde på rent musikalsk lige nu. To unge mænd med noget på hjerte, som brænder for det, de laver, og som var virkelige benovet over at få lov til at stå på netop denne scene på netop denne fredag.

Koncerterne bliver ikke mindeværdige, og jeg kommer ikke til at tænke tilbage på dem som værende fulde af unikke øjeblikke, men det var en smuk aften at bruge i selskab med et par tusinde andre glade københavnere.

Og så gider jeg faktisk hverken høre eller tale om, at folk snakkede under koncerten. For det gjorde de, og sådan er det bare, når man tager til koncert i Tivoli.

Saveus, Fredagsrock, Tivoli

Foto: Martin Kleisberg

Martin sørgede for at få billeder af begge musikere, og dem kan du se LIGE HER.