Hjalmer, Smukfest, 100817
Glæden i sangerens øjneIndbydende musikNaturlig ageren på scenen
Fællessang over lejebålet til sidst
79%Folkeligt unikum
Læser Bedømmelse 5 Stemmer
74%

Jeg vil nødig starte en anmeldelse med at skrive, hvor meget Hjalmer minder om sin far. For jeg tvivler ikke på, at han nærmest hver dag forsøger at træde ud af den skygge, han er født under. Det er bare næsten umuligt at fjerne tankerne fra, hvad der engang var, og hvad farmand Kim Larsen har skabt, når den unge Hjalmer Larsen først åbner munden.

Det var da også med efternavn, at Hjalmer først blev introduceret af Sherwood Scenens konferencier, selv om den unge sanger fra dag et har forsøgt at træde ud af skyggen og ind i solen og skabe sig et navn for sig selv.

Torsdag på Sherwood scenen må det siges, at solen i den grad skinnende på fynboen Hjalmer. Allerede fra første øjekast chamrede han sig ind på samtlige kvinder – og mænd – i publikum. Det store smil, det velkendte grin, øjnene, der strålede stolthed og glæde, og et kropssprog, der tydeligt viste, hvor benovet den unge sanger var over det pæne antal mennesker, som var troppet på torsdag eftermiddag.

Normalt kan det gå galt til en koncert, hvis musikeren kun har en enkelt eller to singler, som folk kender, og så derudover skal forsøge at spille et publikum op, uden de nogensinde har hørt melodierne før. Det problem var slet ikke til at spotte under dagens koncert. Simpelthen fordi Hjalmers melodier og tekster er så smittende og inddragende, at jeg følte, jeg kendte til alle hans fortællinger på forhånd. Men hvor jeg alligevel stadig ville høre mere og høre dem alle en gang til.

Hjalmer, Smukfest, Smuk17, Sherwood

Foto: Rod Clemen

Hjalmer Larsen synger om ungdommens frihed, amorinerne, der opstår efter en kåd bytur, og ængsteligheden over pludselig at skulle gå under beskrivelsen “voksen”. Teksterne er relaterbare, og han formår at ramme en overraskende bred fanskare på trods af de “ungdommelige” emner.

Dagens publikum bestod nemlig af både fuldvoksne mænd, teenagepiger, der dånede over den unge Hjalmer, og andre nysgerrige sjæle, der blev nødt til at stoppe op, fordi de blev draget af sangeren.

Musikalsk kan jeg ikke sætte en finger på Hjalmers musik. Han har uden tvivl fået det ind med modermælken hjemme i Larsen-huset, hvor jeg misunder ham for at have nydt aftener med nationalskjalden i stuen. Hjalmers mimik, og den måde han bevæger sig på på scenen, har han uden tvivl lært fra sin berømte far. For der minder de unægteligt meget om hinanden.

Men det er altså muligt at kende Hjalmer og Kim fra hinanden. Med en optimistisk tilgang til livet og en lyst til at komme ud og fortælle historier fra et ungt liv, har Hjalmer sin egen personlighed, hvor farmand ikke er dominerende på samme måde.

Fra starten af koncerten tryllebandt Hjalmer sit publikum. Der er en uspoleret og uskyldig charme over ham, mens hans blik samtidig fortæller om en gavtyv, som sikkert har knust et par hjerter på sine ture ud i ungdommens natteliv.

Koncertens to første numre startede desværre ens med den unge sanger, der slog de første akkorder an på sin akustiske guitar, hvorefter bandet hoppede med på sangene efter første omkvæd. Jeg frygtede for en stund, at det ville være sådan, resten af koncerten ville blive. Heldigvis stoppede det hurtigt, og resten af koncerten var et skønt samsurium af de fire bandmedlemmer melodier, der noget så fint komplimenterede Hjalmers vokal og generte guitar.

Hjalmer, Smukfest, Smuk17, Sherwood

Foto: Rod Clemen

De tre singler, som man vidst godt kan betegne som små hits, “Marie”, “Hvis Du Går” og “Hjem Til En Anden” fik størstedelen af publikum til at synge, klappe og svaje med. Hjalmers musik føles som at vågne en søndag morgen med en anelse ondt i hovedet, mens ens partner ligger i den anden side af sengen, sender et smil og giver én et blidt kys på pande, der får hele kroppen til at føles varm og rar.

“Hjem Til En Anden” stod som et fantastisk punktum på den 45 minutter lange koncert, inden “Mandag Morgen” – som sikkert er at finde på Hjalmers debut EP – blev den allersidste sang, vi fik med fra Hjalmer og bandet.

Lige indtil et par dedikerede fans bad om et ekstranummer, og den tydeligt begejstrede Hjalmer igen trådte ud på Sherwood Scenen med sin akustiske guitar og sang dagens sidste sang for os. Jeg ville dog bare have ønsket, at han ikke havde gjort det, for der var simpelthen for meget fællessang over bål over ekstranummeret. Det ødelagde fuldstændig det billede, jeg havde af Hjalmer som en musiker, der godt ved, hvornår man skal stoppe, og hvornår man skal blive ved. Pludselig gav han mig associationer til den fulde onkel fra familiefesten, der lige skal give et sidste nummer på guitaren, inden de sidste gæster tager hjem.

Jeg vælger at se bort fra den afslutning, for den glæde, som Hjalmer bragte til koncerten, var simpelthen det hele værd. Flere gange kunne man se, hvordan han mimede “Hvor er det vildt!” til sine bandmedlemmer. Han ramte mig lige i hjertet med den uskyld og glæde, og hvis han nu bare lader være med at give den som en solist, der skal presse det sidste ud af dagen, så hiver jeg gerne dankortet op af lommen og køber en billet til hans efterårstour.

Hjalmer, Smukfest, Smuk17, Sherwood

Foto: Rod Clemen

Rod tog et par billeder af den unge fynbo, og dem kan du se lige HER.