KarriereKanonen, Smukfest, 080817
71%Samlet score
Ponti70%
55%
Oktober80%
Duks50%
Moody95%
Sherpa65%
Rest in Beats80%
Læser Bedømmelse 0 Stemmer
0%

The Minds of 99, Katinka, Djämes Braun, Vild $mith, Marie Key og Magtens Korridorer. Det er alle musikere, som tidligere har kunnet løfte trofæet og gå hjem med titlen som vindere af KarriereKanonen.

Og i år havde syv nye navne på den danske musikscene endnu engang muligheden for at gå i deres fodspor, da finalen i KarriereKanonen 2017 blev afholdt tirsdag aften på Smukfest.

Konkurrencen startede igen i år med, at håbefulde musikere kunne sende deres musik ind til konkurrencen. Herefter udvalgte en jury bestående af medlemmer fra Bandakademiet, P3, P6 Beat og Smukfest 12 kunstnere, som spillede på SPOT Festival i Århus i juni.

Her blev de endelige finalister udvalgt, som i år er disse:  Moody, Kå, Duks, Ponti, Rest in Beats, Oktober og Sherpa.

Finalens første toner blev slået an tirsdag klokken 17, hvor Ponti var første musiker i finalen. Derfra fortsatte det indtil lidt i midnat.

Vinderne bliver kåret onsdag mellem klokken 12 og 14 live i radioen på P3.

Vi fulgte med fra start, gav vores besyv med og kårede vores favoritter, inden juryens endelige vurdering bliver offentliggjort onsdag.

Ponti

Pompøst poplyrik pakket finurligt ind i de fineste rocktoner. Det er, hvad unge Ponti præsterede, da han åbnede Live Camp scenen tirsdag aften. Med en stemme, der minder mest om Bisses nasale univers, og en lyd, der er en god blanding af The Minds of 99 og Ulige Numre, blev vi inviteret indenfor i et øvelokale, hvor der uomtvisteligt altid lugter lidt af sved, og hvor der altid bliver arbejdet til langt ud på natten.

Bag kunstnernavnet Ponti står den unge Emil Pontoppidan, som synger om et liv som ung, hvor man aldrig helt har kontrol over tilværelsen eller helt hengiver sig til et andet menneske, men blot lader det blive ved “Netflix and chill”, og hvor man nemt kan blive sortsynet og døje med negative tanker, der kan hive én ned på bunden af Øresund.

“Sortsynet” og “Ude af kontrol” var uden tvivl den 30 minutter lange koncerts højdepunkt. De to sange er solistens to første singler, og viser begge, hvordan man skal lave rocket musik i 2017 for at ramme i de fleste musikelskeres hjerter.

Det var en stille start, der udviklede sig til et forsøg på virkelig at give publikum, alt han havde af både dansetrin, vokaler og guitarriffs. Desværre var det en anelse uforløst, men helt klart en koncert, der viste potentiale. Virkelig meget potentiale endda.

Koncerten var super fin til at åbne aftenen med, men Pontis univers har mere at byde på, end vi så på Live Camp. Så det ender helt sikkert med, at Ponti får et lyt på Spotify, når jeg hopper på cyklen i aften, for han har lokket mig til at finde ud af, hvad der egentligt foregår i hans musik.

Hvis Ponti får sin chance og virkelig sørger for at samle alt sit talent på debutalbummet, ser fremtiden i den grad lys ud for den unge københavner.

Smukfest, Smuk17, Kærligheden, Live Camp, Karrierekanonen, Ponti

Foto: Lasse Lagoni

Kailash Chatterjee har allerede fået en smule rotation hos P3 med nummeret “Være Sådan Her”, og efter sin performance på Kærligheden har han uden tvivl fået sig et par nye fans.

Efter en halvshakey start fik Kå rystet nervøsiteten af sig og leverede flot dansksproget rap med lækre beats under. Med sig på scenen havde Kå en keyboardspiller og en trommeslager, og for hvert nummer, de spillede, hævede energiniveauet sig hos den unge rapper og videre ud til publikum.

Lyrisk og i lydbilledet minder Kås musik en smule om Ukendt Kunstner med sprøde, minimalistiske beats og eftertænksomme tekster. Og efter Ukendt Kunstners måske/måske ikke-stop med musikken, er det rart at se nye kræfter prøve at løfte arven og holde det lydunivers i live. De vibes kunne især mærkes på nummeret “De Her Veje”, som kørte i et lavt og tungt gear – hvilket går igen i musikvideoen til samme nummer, hvor Kå og crew kører rundt i en gammel, sølvgrå Mazda.

Kå passer klart ind i P3’s univers, og der vil han sikkert kunne få stor succes i den nærmeste fremtid.

Smukfest, Smuk17, Kærligheden, Live Camp, Karrierekanonen, Kå

Foto: Lasse Lagoni

Oktober

Gråvejret lagde et tungt dække over Kærligheden ved 19-tiden, hvilket var vældig passende til den melankolske efterårslyd, som Oktober tog med sig på scenen – hvor han i øvrigt også havde medbragt sig en kombineret bassist, keyboardspiller og korsanger foruden en trommeslager.

Forsanger Rune Kuda Mhlanga Fischer ejede scenen, som var han Drake eller The Weeknd i et proppet Royal Arena, selvom det var væsentligt mere sporadisk med de fremmødte under det gråskydække ved søen. Hans udstråling fik ham til at fremstå ganske garvet, ligesom hans vokal var blandt det bedste, vi hørte hele dagen.

Oktobers lyrik er tung og minder om små digte om livet og kærligheden, kvinder og melankolien i os alle. Den smukke sangstemme forkælede vores ører med mange facetter af det tunge mindset, vi blev bragt ind i under det 25-minutter lange set.

For at toppe sin coolness, lukkede Rune Kuda Mhlanga Fischer af med et “micdrop”, hvorefter han nonchalant forlod scenen uden et ord.

Smukfest, Smuk17, Kærligheden, Live Camp, Karrierekanonen, Oktober

Foto: Lasse Lagoni

Duks

“Gud, er det ikke Sys Bjerre?”

Det var publikums første, tydelige reaktion, da Duks gik på scenen. For jo, forsangeren var såmænd Sys Bjerre, som for ni år siden slog igennem med – det der nok stadig er – verdens bedste break-up-sang: “Malene”.

Men tirsdag på Live Camp var det i en noget anden foranstaltning, at Sys Bjerre gik på scenen. Her blev der talt om, at vi skulle huske på “vi’et” og ikke “jeg’et”. Derfor introducerede forsangeren sig heller ikke som “Sys Bjerre”, men blot som “Sys”. Nu er hun en del af et “vi” og står ikke længere alene som et “jeg”.

For Duks er et nyt band med garvede musikere. Og derfor er musikken også forholdsvis ny. Det er bare svært at komme igen, når størstedelen af danskerne kender Sys Bjerre på en måde. Alligevel skal Duks have ros, for de er slet ikke lige så irriterende og flabede, som Bjerre var i 2008. Det er musik, der har en mere rå og kantet lyd, der bliver fint afbrudt af forsangerens meget fine og stemme. Det er også musik, som kun kan fremføres med en sådan ro, fordi musikerne netop er så dygtige.

Duks må være det mest velproducerede musik, jeg har hørt i dag. For hvorom mange af de andre finalister i KarriereKanonen alle mangler noget udefinerbart, har Duks det allerede. De har en lyd, som er deres egen, men som også er lidt mærkværdig.

Det føles, som om de gerne vil være et pop-rock band, men med forsangerens stemme holder den idé bare ikke længe.

Jeg er omend tilfreds og glad, da Duks går af scenen. For de laver god musik, der har noget på hjerte, og de vil gerne fortælle historier med deres musik. Historier, som kun kan fortælles, fordi de er dét ældre end deres konkurrenter.

Duks skal nok blive til noget fint, men de skal først og fremmest træde ud af en knap ni år gammel skygge og søge længere væk fra forsangerens ophav, før vi kan associere dem med andet, end hvad der engang var.

Smukfest, Smuk17, Kærligheden, Live Camp, Karrierekanonen, Duks

Foto: Lasse Lagoni

Moody

Hun er kun 22 år, og alligevel gik hun ud på scenen og gav os den fest, vi har manglet hele dagen. Allerede fra første sang viste Moody præcis, hvor flabet, selvsikker og pisse hamrende dygtig hun er.

Med sætningen “If she ain’t a lesbian, she’s gonna be” startede første nummer, og jeg var solgt. Derfra var vi vidne til 25 minutters rendyrket talent, professionalisme og hårdt arbejde.

I virkeligheden hedder Moody Josefine, og hun har slet ikke fået den anerkendelse, som vi forudser, hun kan få. Med sin svingende og lokkende r’n’b lyd, er hun en af de kunstnere, som man vil bruge penge på at tage ind og se live. For Moody fungerer bedst live. Det er der, hun brillerer, og det er der, hun virkelig viser, hvad hun kan, og hvorfor hun står som finalist i KarriereKanonen i år. Og det er dere hendes musik fungerer som det perfekte soundtrack til en halvlun festivaldag.

Det eneste minus skal gå på, at hun halter en smule på vokalen. Når musikken stilner, og hendes stemme er helt i fokus, mangler vi den store, stilsikre vokal, som kan bære os igennem en ægte r’n’b koncert. For lukker man øjnene og fokuserer hundrede procent på musikken, skal stemmen finpudses en smule.

Men det er virkelig en petitesse. For Moodys vokal er skøn, den passer perfekt ind i det lydbillede, hun har skabt sig, og den kan bære hende langt. Når stemmen så ikke længere rækker, er det hendes karisma og fandenivoldske charme, som tager hende resten af vejen.

Moody fik os til at trodse den stille regn, der langsomt begyndte at falde ned over Kærligheden tirsdag aften – og hvis hun fortsætter, hvor koncerten sluttede, tror jeg, jeg vil trodse en del mere for at få lov til at lytte til den unge sangerindes musik.

Smukfest, Smuk17, Kærligheden, Live Camp, Karrierekanonen, Moody

Foto: Lasse Lagoni

Sherpa

Der blev danset i det regnvåde savsmuld under det dæmpede lys fra LiveCamp-scenen, for da solen var gået ned, gik Carsten Sherpa og Tore Nissen på scenen for at levere den elektroniske lyd fra 80’erne i nye klæder. Det duftede lidt af Erasure og ballader, der kunne have været med i Footloose, samtidig med at der også var tonerne af moderne electronica og gedigen popsnedkeri, der er en Eurovision-evergreen værdig.

Forsanger Carsten Sherpas stemme var fra start stor og klar og bar helt klart det største læs. Den blev fremvist på fineste vis fra det unge talent, der undervejs i koncerten fortalte, at ham og Tore Nissen, der spiller keyboard, skrev deres første sang, “Soldier”, sammen for blot halvandet år siden.

Talentet fornægtede sig altså ikke, for publikum var klart begejstret for den mørke poplyd, de fik serveret. Alligevel stod vi tilbage bagefter og følte, at man godt kunne have skrabet et par procenter af produktionerne og fået et skarpere produkt. De mange opbrud i melodierne gjorde lytteoplevelsen lidt mindre behagelig.

Måske er det sandt, når de siger, at simpel pop bare virker bedst. Til trods skal Sherpa have kæmpe cadeau for et højt, højt energiniveau på scenen, hvor man kunne se, hvor godt samspillet de var, og hvor sjovt de havde det med at spille på Kærligheden en regnvåd tirsdag aften.

Smukfest, Smuk17, Kærligheden, Live Camp, Karrierekanonen, Sherpa

Foto: Lasse Lagoni

Rest in Beats

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den ene halvdel af denne artikels forfattere har haft Rest in Beats på repeat, siden de første 12 musikere blev udvalgt til dette års KarriereKanon. Men derfor var der altså også en del forventninger, som skulle indfries til aftenens koncert.

Og det blev de. Selv med en tydelig gravid mave var energien hos forsanger Rezwan Farmi helt i top. Hun sprang rundt med en hånd på maven og en på mikrofonen. Det var en fryd at se, og vi fik slået fast, hvor stærk og fuld af kraft en kvindekrop kan være.

For stemmen, der kom fra Rezwans mund, fyldte os på en og samme tid med en ro og en følelse af, at vi ikke måtte stå stille. Rest in Beats omfavnede os med deres triphop beats, mens lyrikken lagde sig helt perfekt ovenpå, ligesom den dug, som efterhånden lå på græsset foran Live Camp scenen.

Fra første toneklang viste producer og scratcher – og den anden halvdel af duoen – Sebastian Thielke præcis hvorfor, de stod på scenen tirsdag aften. Vokalen og melodierne er nemlig hinandens diametrale modsætninger, men komplimenterer hinanden noget så fint samtidig.

Den lyd, som Rest in Beats tog med til Smukfest ’17 var en lyd med så mange effekter, at vi knap kunne holde styr på det, men det gik op i en højere enhed, der tog os ved hånden og langsomt gav os et kys i panden, inden vi igen måtte springe op og danse den sidste energi ud af benene.

Det var en fryd at være vidne til, og det var samtidig den perfekte afslutning på dette års finale i KarriereKanonen.

Smukfest, Smuk17, Kærligheden, Live Camp, Karrierekanonen, Rest In Beats

Foto: Lasse Lagoni