Prophets of Rage, Copenhell, 220617
Tom Morello er en guitargudRap og metal i skønneste harmoni
Hvis det føles som et coverband, så er det nok etHvor var vreden henne?
65%Lidt for lidt vrede
Læser Bedømmelse 0 Stemmer
0%

For 25 år siden var der et lille band, der hed Rage Against the Machine, der med politiske budskaber og en massiv vrede skabte en helt utrolig kombination af metal, rap og punk, der skulle gå hen og blive legendarisk.

Det band er ikke Prophets of Rage, men de kommer godt nok tæt på. Med tre tidligere medlemmer og så lidt støtte fra et par andre ret store navne i musikkens verden, med B-Real fra Cypress Hill og Chuck D og DJ Lord fra Public Enemy har seksmandssupergruppen et bagkatalog, som er spækket med hits.

Dem fik vi da også spillet på dagen, med en massiv overvægt af gamle RATM numre. Det gør ikke mig noget, og det samlede indtryk af bandet er da også en klar forbedring, siden tiden de brugte med Chris Cornell i Audioslave. Hvor der var lidt for langt mellem den dygtige, nu afdøde sanger og RATM’s materiale, så må de to MC’er siges, at være lige det som man kunne håbe på, når der skal tolkes på gode, gamle klassikere fra rapmetallens spæde begyndelse.

Prophets Of Rage

Foto: Sebastian Dammark

Men…

Der mangler altså noget ved dette band, og det er ikke fordi de spiller dårligt eller de ikke kan komme med politiske budskaber, som kan ses så nydeligt i coverbilledet, men i løbet af årene mangler vreden og “Take the Power Back”, der rangerer på min top-20 liste over all-time greats, manglede i den grad kraft og saft. Det føltes nærmere som et ønske om endnu en fadbamse, end en dyb forargelse over et system, der udbytter mennesker.

Over tid bliver man vel fanget i en spiral af hverdag, og selvom man er et rockband med noget på hjerte, bliver ens harme over sin omverden nok fortyndet med tiden. Det problem er Prophets of Rage løbet ind i. De er utrolig dygtige musikere, men det virker som om glæden ved at spille, overstråler budskabet i deres lyrik. Når musikken har noget på hjerte, bliver den bedre, og det er ikke tilfældet med profeterne, der nærmere er ude og hygge sig med familien, hvis man altså har et meget frigjort forhold til F-ordet.

In Flames tog en glad familiefar på scenen, men Prophets of Rage gav den som gode forbilleder, på et tidspunkt, hvor jeg havde håbet på at gense min egen indre, vrede teenager igen. Det her er et fantastisk coverband, men det føles netop sådan, og derfor er jeg ikke ubetinget begejstret.

Når jeg ikke får lyst til at gå på jagt efter korrupte bankdirektører efter at have været til denne koncert, så kommer det nok aldrig til at ske. Til gengæld, havde jeg mig en ret fin oplevelse af koncerten, som til tider var ganske hyggelig, men stadig ikke familievenlig med sit sprogbrug.

Prophets Of Rage

Foto: Sebastian Dammark

Se Sebastians billeder fra koncerten HER.