Fredag havde vi skybrud. Lørdag sad vores sko fast i knæhøj mudder. Men på NorthSides tredjedag genopstod vi i øjeblikket, Bisse gik på Green Stage.
På klokkeslaget bevægede de fire bandmedlemmer sig ind på scenen og startede introen til hittet “Tour de Smackdown”. Den excentriske og gudbenådede musiker Bisse gjorde sit band selskab ved upåvirket at slentre tværs over scenen, mens han tog hånden op for at vinke. Vinket blev et royalt et af slagsen med håndfladerne vendt mod sig selv. For Bisse var triumferende allerede inden, han havde sunget første strofe, og publikums første klapsalve var rigtigt begyndt.
Vi havde ventet på sådan en som ham, der kunne vække os tilbage til livet og hjælpe os med at finde glæden ved festivalen igen.
En af de helt store grunde til, at Bisse netop kan få os til at genopstå og føle, at vi rent faktisk lever, er hans indlevelse i teksterne og i musikken på scenen.
Inden sangeren gik på, lovede konferencier Carsten Holm, at vi ville opleve en performer i verdensklasse. At Bisse var en performer, der kunne få selv bagerste række til at føle intensiteten i musikken.
Og han havde ret.
Efter knap et kvarter på scenen, hvor musik, tekster, bevægelse og kemi smeltede sammen i en underlig blanding af melankoli, rastløshed og fuldstændig frihed, startede sangen “Kærlighedsbarnet”.
“Er jeg ikke et menneske? Kan jeg ikke blive elsket? Hvem er jeg?” råbte Bisse med en så hjerteskærende erkendelse af at føle sig lidt fortabt i livet.
Det er dét, Bisse kan.
For når vi lytter til hans ærlige og finurlige tekster, så kommer vi ind i et univers, hvor vi alle kan genkende problematikkerne og spørgsmålene, man har som ung i det danske samfund. For vi har alle været der, eller så kommer vi alle til at opleve det på et tidspunkt.
Thorbjørn Radisch Bredkjær viste et væld af kontraster undervejs i koncerten. Først i en lang rød jakke med brokademønster på ryggen og ved håndleddene. Dernæst i hvid skjorte og med en fjerklædt guldmaske. For til sidst at kaste sin hvide skjorte på scenegulvet og tage et par kuglerunde mørke solbriller på.
Da solbrillerne blev velplaceret på sangerens ansigt, blev vi taget tilbage til 2015 og Bisses mere hiphop-prægede album ”BITCHIN”, hvor sangeren bukkede sig forover, mens han pustede sig op. Det gav på en og samme tid mening, men var også en smule malplaceret, nu hvor vi havde set, 29-årige Bisse løbe rundt med en guldmaske og læbestift kort forinden.
Derefter vendte vi tilbage til der, hvor vi kender Bisse bedst: Som en syngende poet. Hvilket blev understreget, da han fandt sin akustiske guitar frem og fremført ”Det Går Ned”, så man fik kuldegysninger over tekstens ærlighed.
Den akustiske seance varede kun det ene nummer, for da det var færdig, smed han guitaren fra sig, løftede mikrofonstativet over hovedet og brølede, mens hans kastede det mod jorden. Præcis som vægtløftere gør det under konkurrencer.
Koncerten på NorthSides Green Stage var blot endnu en af Bisses mange succeser. Han er ikke til at skyde igennem, og man kan under ingen omstændigheder benægte talentet.
Bisse viste søndag på NorthSide, at han arbejder hårdt og skaber et smukt produkt af ærlig lyrik og nyskabende melodier, der – når det bliver sammensat med hans performance – går op i en højere enhed.
”Lidt Mere Og Jeg Brækker Mig” blev koncertens sidste sang. Da den endte, råbte mine sidekammerater, at de altså godt kunne holde til lidt mere, og de lovede, at de nok skulle lade være med at brække sig.
Så Bisse kom tilbage og gav os ”Seks Hjerter” at tage med videre. Det var en perfekt autonom og vild afslutning på en mindeværdig koncert.
Vi modtog seks hjerter af Bisse under koncerten, og nu får han seks hjerter af os her efter koncerten.
