Der har ikke lydt særlig mange tunge rocktrommer eller distortede guitartoner fra det danske band Go Go Berlin i et godt stykke tid. Siden bandets turne i slutningen af 2015 med albummet Electric Lives, har de trukket sig fra scenens spotlys.

Heldigvis ændrer det sig nu.

Fredag udsender bandet nemlig et nyt nummer, der på en og samme tid er nyt og spændende, men som også er en gammel kending.

Go Go Berlins nye single hedder nemlig “Maybe Tomorrow”, og du har måske allerede hørt den titel en gang før. Sangen er nemlig også at finde på bandets andet album. Så hvorfor en ny version?

“Den nye version af “Maybe Tomorrow” er lyden af os, der har haft tid til at undersøge, vende og dreje tingene, og har fundet ud af, at den sang har andre dimensioner, end dem der ligger på overfladen, og derfor har vi haft brug for at lave en ny version,” fortæller forsanger Christian Vium til Poplish.

For da bandet i starten af 2016 gik fra at spille koncerter over 200 dage om året til pludselig at sidde hjemme over 200 dage om året, begyndte de at eksperimentere med deres lyd. Det var der nemlig brug for.

“Vi kunne høre, at det her nummer kunne et eller andet,” starter trommeslager Christoffer Østergaard, mens Christian Vium naturligt overtager ordet:

“Vi var lidt frustrerede, da vi indspillede sangen første gang. Vi tænkte, at “Maybe Tomorrow” godt kunne have været en single, men det føltes bare, som om vi aldrig helt “nailede” den. Det blev for stresset. Albumversionen er en god sang, men i forhold til de ambitioner vi havde med den, ramte vi den aldrig helt rigtigt.”

Den nye – og langsommere – version af “Maybe Tomorrow” har været knap to år undervejs. Første skridt mod den nye udgave af den blev taget, da Christian Vium til SPOT Festival 2015 spillede til en af festivalens Naked Sessions. Her var det blot forsangerens rå stemme og et klaver, der skabte lydbilledet om “Maybe Tomorrow”.

“Hele bandet og vores tourmanager var inde og se ham spille koncerten. Da han sang “Maybe Tomorrow”, hvor der kun var klaveret, sad vi og kiggede på hinanden og tænkte “Shit, den kan noget den her sang”,” husker Christoffer Østergaard.

“Vi kunne mærke, den havde noget potentiale, der ikke kom til udtryk på Electric Vibes,” fortsætter han.

Det nye potentiale, håber drengene, kan underbygge den melankoli, som sangteksten har haft fra starten. Christian Vium beskriver sangen som både melankolsk, men også positivt. “For den hedder jo immervæk ikke “Maybe Next Year,” forklarer han.

“Rent lyrisk handler den om det samme. Det er bare to forskellige følelser, man får, når man lytter til de to forskellige versioner,” håber trommeslageren.

“Det er bare nogle andre billeder, der bliver malet på den nye udgave,” lyder det fra Christian Vium.

Samtidig håber bandet, at den nye udgave kan vise fansene, hvilken lyd der fremadrettet vil være at finde hos Go Go Berlin. Bandet er nemlig blevet beskrevet som både energisk og klassisk rock, men med det nye nummer er det tydeligt, at musikken har taget en anderledes rute. Og det er også det, som de fire bandmedlemmer håber, at fansene får ud af det.

“Den nye udgave af “Maybe Tomorrow” er så folk kan få en lille snert af, at vi er i fuld gang. Så folk ved, vi er i gang, men også hvor vi skal hen herfra. Sangen har en anden tone. Den er meget alternativ, men det er den vej, vi bevæger os hen stilmæssigt,” røber Christian Vium.

“Man kan betragte den som en yderpol. Det er en blanding af, hvor vi var, og hvor vi er nu,” afslutter han.

“Maybe Tomorrow” kan streames og købes online fra fredag. Samtidig kan du være heldig at få fingrene i en af bandets helt nye 7″ vinyler, som også udgives i forbindelse med singlen. Vinylen indeholder nemlig det nye nummer på den ene side, mens den anden side af vinylen er den instrumentale version af sangen.

Begge bandmedlemmer lover, at et nyt album er under opsejling, men en endelig dato for udgivelsen, ligger stadig langt ud i fremtiden. Indtil da kan du opleve Go Go Berlin i den danske sommer, hvor vi håber, de klarer det lige så godt, som da vi så dem indtage Bøgescenerne til Smukfest 2015.

stemning, Spot 16 Lørdag

Foto: Helle Arensbak