Pallbearer, Pumpehuset, 150417
Halvanden times optræden i streg, respekt!Seje og passende omgivelser.Dragende melodier, som samtidig er meget nemme at holde af.
Småsvipsere i vokalen, og andre småfejl undervejs.Den lille scene forhindrede et reelt sceneshow
66%Ikke fejlfrit, men fedt!
Pinkish Black33%
Læser Bedømmelse 0 Stemmer
0%

Lørdag i påsken. Lige smæk midt i High Voltage Awards. Det burde betyde et dårligt publikum og en  skidt koncert. Der var noget andet i vente. Noget mørkere, men samtidig også dejligt genkendeligt. Pallbearer var kommet for at spille op til fest, og det gik ikke stille for sig.

Fra første tone, var det tydeligt at det amerikanske band var på tour for at hverve nye fans, og det gøres bedst med en fed live-optræden. Det havde de fire gutter fra Arkansas forstået til fulde. Halvanden times intens udsættelse for fremragende sange kan ikke fornægtes, og det var særligt episk, når man tager de ret høje forventninger, som jeg havde fået stillet op til koncerten i betragtning.

Inden aftenens hovednavn gik på scenen, blev vi introduceret for Pinkish Black, som spillede en udmærket koncert, der dog manglede kontrast. Deres sangskrivning er interessant, men der mangler en smule nerve, førend det føles medrivende, og ikke bare som et pausenummer.

Man kunne ønske, at der blev skruet ned for de ekstremt eksperimentelle temposkift, der fungerede som voldsomme distraktioner, og ikke som naturlige opbrud i kompositionerne. Det er nok for meget forlangt af duoen fra Texas, men det er stadig et ønske fra undertegnede.

En lille smule intim-metal

Den form for distraktion var ikke at finde hos aftenens headliner. Fra første færd blev der kræset for publikum, med gode melodier og en energisk optræden. Der blev åbnet med “Thorns” fra den seneste plade og efter en lille smule justeren i lyden, sad den lige i skabet. Som nævnt havde jeg fået skruet mine forventninger op til Pallbearer, som bl.a. skyldes deres ry som et knaldgodt liveband og så Heartless, der er fænomenalt skåret. Der har sneget sig en række ikke-doom elementer ind i musikken, og jeg synes det klæder udtrykket, som ellers har været en lille smule rodet på de to forgående plader.

Brett Campbell, vokal og guitar, har en fremragende stemme, og det nye materiale udfordrer denne på en passende måde, omend der enkelte gange blev ramt en tone forkert. Det er meget naturligt, når man er i gang med at skråle lungerne ud, men min største anke var de lettere passager, hvor der i nogle tilfælde blev skøjtet lige lovligt nemt henover dem. Det giver koncentrationsfejl og det er straks lidt sværere at tilgive.

I det hele taget, så er Pallbearer et rigtig fedt bekendtskab, og der er så mange facetter af deres musik, som er lige til at sluge, hvis man ikke løber skrigende væk fra en metalkoncert. Joseph Rowland, på bassen, ser supercool ud, som han kaster håret frem og tilbage, og den nerve som musikken leveres med er umiskendelig fremragende. Derfor er det også en lille smule ærgerligt, at koncerten blev holdt nedenunder i Pumpehuset. Dette bliver selvfølgelig besluttet ud fra antallet af solgte billetter, hvor der på denne aften havde sneget sig omkring 250 gæster ind, men det havde klædt Pallbearer, at spille i den gamle hal ovenpå. Bandets udfoldelser passede fremragende til den lille scene i hjørnet, men det havde været en fornøjelse, at se om de har formatet til at fylde en noget større scene ud. Ikke fordi jeg betvivler deres evner, men enkelte gange undervejs kørte selve performance-delen af koncerten en smule på autopilot. På en større scene er det sværere at gemme sig, og man ville få mulighed for at se bandet folde sig helt ud.

Men hvordan lød det så?

Det lød fantastisk! Når Pallbearer spiller op til deres bedste, så er det svært at finde en passende sammenligning, for deres lyd er ufattelig særegen, men der er også utrolig mange referencer i deres musik. For mit vedkommende, stod særligt “I Saw the End” ud, med sine harmonier i guitarerne og en kompleks melodi, som sender skud ud til både prog-metal, grunge, og alskens moderne metal på en og samme tid. Netop kompleksiteten er dog også den største faldgrube, for det sætter enorme krav til timing bandet imellem, og her var der igen en række småting, der ikke helt spillede for dem. Også “Fear and the Fury” ramte de lige i r….., men det er igen lidt de samme anker, som ovenfor. Den havde dog godt af at blive pakket ned i deres nuværende lydbillede, for den noget rodede indspilning var blevet renset for unødig støj, så der kun stod et velskrevet nummer tilbage.

Man kunne måske ønske, at der bliver skruet en smule ned for sværhedsgraden, så man kunne få et perfekt udtryk, men Pallbearer kompenserer for dette ved at sætte energien op i stedet. Det er en taktik, jeg har nemt ved at forstå, og der skal ikke herske tvivl om bandets formåen, som for nuværende, dog mest, må udtrykkes som et enormt talentfuldt band med potentiale til at sidde tungt på tronen af doom metal i en lang årrække, såfremt de formår at fastholde det, der virker, og få afpasset energien med færdighederne.

Jeg har fået mig et nyt bekendtskab i Pinkish Black, som jeg nærer nogen tvivl til, at det bliver tættere. Samtidig fik Pallbearer bevist for mig, at her er der i sandhed tale om et nyskabende metalband, som har styr på melodierne. Det er også dejligt, når de er i stand til at levere en god koncert, og denne aften i Pumpehuset må siges at være godkendt og så lidt til. Det bliver ikke sidste gang, jeg ser dette band, hvis bare Pallbearer husker at komme tilbage til lille Danmark.

Pallbearer, Pumpehuset

Foto: Rod Clemen

Se Rod Clemens billeder fra Pallbearers koncert HER.