Sean Paul, Store Vega, 130417
Fed stemningUdmærket lydHans største sange sad lige i skabet
Alt for lidt Sean PaulIrriterende lysshowManglende personlighed
42%Vega i rette temperatur
Læser Bedømmelse 2 Stemmer
58%

Den 44 årige jamaicanske sanger, Sean Paul, gæstede skærtorsdag Store Vega til en koncert, hvor ordet koncert blev udskiftet med fest.

Præcis klokken 21:30 træder den jamaicanske superstjerne, Sean Paul, ind på scenen i Store Vega, og der går ikke få sekunder før alle står med armene i vejret og deres stemmebånd udfordret. Efter ti minutter drypper sveden af alle gæster, og det bliver ikke bedre af, at ‘Get Busy’, ‘Give It Up To Me’ og ‘Got 2 Luv U’ er de første tre sange der bliver spillet.

Sean Paul har i sine 21 år som musiker, samarbejdet med rigtig mange superstjerner, hvor han også har været featuring på nogle af deres største hits. Beyoncés ‘Baby Boy’, Enrique Iglesias’ ‘Bailando’ og Sias ‘Cheap Thrills’ er blot få eksempler. I aftes blev de førnævnte sange spillet, dog med en del mere Sean Paul end normalt. Mens coversangene er i gang, er der samtidig fart på det enkle, men fungerende lysshow. Det eneste problem er, at man føler man står ved siden af en ambulance, da den eneste farve der bliver brugt er blå.

‘’I’m thankful for being Here’’ udtrykker han klart og tydeligt, mens lyden af Ed Sheerans hit ‘Shape Of You’ langsomt siver ud gennem salen. Umiddelbart er der ikke nogen klar sammenligning mellem Ed Sheeran og Sean Paul, men hans ‘’freestyle rap’’ fungerer bedre end forventet. Et fremtidigt samarbejde kunne eventuelt være på tale.

Er det snart langfredag?

Efter de berømte coversange var færdige, gik luften ud af Sean Paul, og den eneste der er klar til fest, er den akavede back-up sanger han har taget med på scenen. Om hans funktion er at give Sean Paul et nyt håndklæde efter hvert nummer, kan man stadig være i tvivl om. Hvis man ikke kan lide at kigge på en svedig mand, så er der også andre alternativer. Iført knævarmere og bodystockings kommer pauseklovnene, som ved denne koncert er forklædt som dansere, ud på scenen.

På langfredag bliver Jesus korsfæstet, og gud hvor man ville ønske, at det var langfredag. De to pauseklovne hopper rundt på scenen og danser ligesom små børn, der har fået slik for første gang. Koncerten kom rigtig godt fra start, men bliver på et splitsekund forvandlet til en stor abefest, hvor Sean Paul vil have alle til at råbe ‘Eh oh, Eh oh’. En skam.

Koncerten går for første gang ned i tempo, da sangen ‘I’m Still In Love With You’ går i gang, men der går ikke længe før det langsomme tempo bliver udskiftet med ‘Rockabye’, hvor Sean Paul også er featuring på. ‘’If you love your mamma, make some fucking noise’’. Sammenhængen mellem sangen og shout outs til ens mor giver ikke mening, men det er meget sødt sagt.

Piger, musik og hash

Modsat mange andre artister, så skamroser Sean Paul ikke sit publikum. Til gengæld roser han de danske piger, sin egen musik og hashen i Danmark. Man kunne mistænke ham for at være høj under koncerten. Der bliver igen skruet op for temperaturen, da ‘We Be Burnin’ bliver spillet, og hashen igen bliver omtalt som noget af det bedste ved Danmark.

Ved  ‘Trumpets’ som Sean Paul også er featuring på, føles det som om bassen bliver skruet op, og at Vega er ved at styrte sammen. Alt ryster, og ikke én arm er langs siden, men oppe i luften hvor de hører til. Energien er nu for alvor tilbage i Sean Paul, og når ‘She Doesn’t Mind’ er i gang, er han ikke til at stoppe igen.

Selvom han ikke synger særlig godt, er man alligevel sikker på en fest, når han står på scenen, og det bliver alvor, da aftens sidste sang, ‘Temperature’, brager ud af højtalerne. Stemningen er favorabel, og det er lige før man har lyst til at tage sit tøj af, og svinge det rundt som en tosse, men også kun lige før. Vega var i sit es i aften, og Vega var i den rette temperatur.

Sean Paul leverede ikke en særlig god koncert, men han leverede en rigtig god fest. En fest hvor personlighed og kvalitet ikke spiller en særlig stor faktor, men hvor det gælder om at underholde – og det gjorde han til perfektion. En koncert hvor de store numre sad lige skabet, men hvor alt andet føltes overflødigt, og særligt de mange coversange. 

Sean Paul, Vega, Store Vega

Foto: Lasse Lagoni

Se alle Lasses billeder fra koncerten HER.