Sabaton, Store VEGA, 210317
Godt det ikke var i ValbyhallenFedt sceneshowFedere publikum
Til tider lidt for simpelt. Både i lyd og udtryk.
70%Publikum skabte festen
Læser Bedømmelse 1 Stemme
94%

Det er svært at komme med de rette miner til den form for optræden, som svenske Sabaton leverede her til aften. Med kommentarer fra tilskuere, såsom “bedste koncert nogensinde”, og “det mest mindeværdige, siden metal startede”, må jeg sige mig uenig i den musikalske del af showet.

Sabaton har et forrygende sceneshow og et fantastisk publikum. Hermed har jeg også slået fast, at det ikke er en af den slags anmeldelser, hvor jeg vil nedslagte bandet for manglende formåen, men det føles alligevel, som om denne optræden foregår på en lidt billig baggrund. Når det så er sagt, så skal publikum have en velfortjent hyldest, for at gøre koncerten til en utrolig, mindeværdig oplevelse.

Denne koncert skulle have fundet sted i Valbyhallen, men af ukendte “produktionsårsager” måtte den flyttes til det noget mindre VEGA, hvor der er garanti for god lyd i rummet, når blot lydmændene er vågne. Det var med slet skjult glæde, at jeg erfarede dette, da jeg ikke har besøgt Valbyhallen til andet end en omgang håndbold i de forgangne 10 år, grundet nogle forfærdelige koncertoplevelser, der ikke skyldtes bandet som spillede.

Hvis man skulle have boet under en sten de seneste par år, så er Sabaton et (efterhånden 18 år gammelt) indspark på den melodiske metalscene, som spiller krigsforherligende musik, med fokus på heltegerninger og mindeværdige historier, hvor den seneste plade er en tour de force gennem last stands, altså desperate forsøg på at omgå det uundgåelige nederlag. Der blev spillet seks sange fra dette album på aftenen, og visse af sangene er utroligt fængende, hvis bare man er i stand til at glemme den ret grufulde realitet, der ligger til grund for disse gerninger.

Det er heller ikke umuligt at gøre, når man bliver udsat for sangene på Last Stand, hvor særligt titelnummeret med sin historie, om schweizergardens kamp for at redde paven fra den visse død, fremstår som glansnummeret med sine korstykker, fængende omkvæd og heroiske passager, alt sammen toppet af med en grand prix-finte til sidst (den der, hvor man lige går en halv tone op på det sidste omkvæd). Denne form for sangskrivning er dog også lige en tand for forudsigelig til at få mig helt op af stolen. Det føles en smule for billigt, og søbet ind i stadionrock af den lidt kitschede slags.

Det blev dog slugt råt af et kampklart publikum, der holdt en fest, som var der ingen morgendag. Det var da også en solid baggrund for koncerten, der var blevet lagt af opvarmerne. Først en massiv omgang Sværd & Trolddoms-metal fra Twilight Force, hvor bandet gav deres bedste for at fortælle publikum om drager, elvere og andet troldfolk fra forgangne tiders sagn, krydret med lidt moderne fantasy-fortællinger. Dernæst kom Accept og thrashede hele stedet til, med en forrygende indledning af ‘Stampede’, ‘Stalingrad’ og ‘Restless and Wild’. Der var noget knas med lyden undervejs, og mine ører har svært ved at finde det smukke i feedback fra mikrofonen, som adskillige gange gik over gevind. Desværre holdt Accept ikke helt dampen oppe, da der ellers havde været decideret fare for at overgå aftenens hovednavn, hvis lyden havde siddet i skabet.

Og så alligevel…

Sabaton har en vanvittig rutine på en scene. Det stråler igennem, når de står der. Man kan mærke deres nærvær, men ikke på en måde, hvor man bliver valgt ud og gjort til genstand for opmærksomhed. Derimod så er det med fællessang og begejstring, at man bliver suget ind i deres semi-mytiske univers, der er et miskmask af torden, lynild og kanonskud. Den rustningsklædte Joakim Brodén er en glimrende frontfigur. Det bliver særligt tydeligt på ‘Sparta’, der leveres med bravur, hestehårshjelm og en flok benhårde krigere taget direkte ud af Frank Millers 300. Spyd og skjolde, så kan man snildt blive glad, men der er mere til musik end at råbe ‘huh-hah’, og knytte næven mod scenen.

Måske forventer jeg for meget af Sabaton, men det føles enormt bagudskuende, og ikke på den fede måde. Jeg kommer ikke i tanke om hvor fed musikken var, mens jeg bliver udfordret af det nye. Jeg er begejstret for power metal, men de svenske gutter leverer en optræden, hvor der enten er for meget ironisk distance til emnerne til at de har relevans, eller at de bliver overdænget med emotionel bagage, som ‘The Final Solution’, der blev leveret i fuld power ballade-stil.

Når al kritikken så er kommet ud af kroppen, så var det stadig en fortryllende aften. Som nævnt tidligere var det et forrygende publikum, og hele Store VEGAs sal gyngede til de glade toner, som Sabaton strøede ud med lind hånd. Derfor er det også svært at have en negativ indstilling til den svenske krigsmetal, som på dagen fik omdøbt en sang til ‘Danish Pagans’, og til tider spillede fremragende med deres lånetrommeslager fra Twilight Force, grundet familieforøgelse hos Hannes Van Dahl. Det er dejligt at høre god musik, og det spiller Sabaton, men for mit vedkommende går koncerten ikke over i historiebøgerne, som en helt fantastisk en. Min lidt lunkne oplevelse får dog et gevaldigt skub opad på grund af det gode publikum.

Sabaton, Store VEGA

Foto: Martin Kleisberg

Se Martin Kleisbergs billeder fra en aften i metallens tegn HER.