The Weeknd – Stjernedrengens marathonknep

Den canadiske rapper og sangskriver The Weeknd var den første til at indtage Royal Arena uden rock på repertoiret. Det var også arenaens første mulighed for at vise sig som en spiller ved store opsætninger.

Han er lige fyldt 27, han har vundet to Grammy’s, sidste år udkom hans tredje studiealbum, til sommer spiller han på Orange Scene ved årets Roskilde Festival, og lige nu er han igang med en omfattende verdensturné.

Abel Makkonen Tesfaye virker til at have styr på sin karriere, der – efter singler som ’50 Shades’-tracket “Earned It” og “Can’t Feel My Face” blev hits i hele verden – kun lige virker til at være startet.

Seneste album, ‘Starboy’, fik lunkne anmeldelser, men alligevel var der udsolgt til koncerten i nyåbnede Royal Arena mandag aften. Det skulle vise sig at være noget af et marathonbolleri fyldt med kinky beats og lumre tekster.

Der er et kæmpe rumskib i loftet over den trekantede scene med dertilhørende langt podie, der går ned gennem salen. Til trods for, der er udsolgt, er der masser af plads bagerst på gulvet, hvilket giver masser af plads til de unge gutter, som kommer løbende med sodavand med låg og sugerør på som i biffen eller mini-isbjørne i bittesmå drinksglas til 65 kroner stykket.

Lidt over 21.30, som koncertstart var fastsat til, bliver det store stjernekrigslignende aggregat over os sænket ned og derefter hævet i en 45 graders vinkel. Beklageligvis for pressen, stiller hele salen sig op, og vi er lænket fast med computere på klapborde, så det er svært at se aftenens stjernedreng. Men det er nemt at høre, da han træder ud på det lange podie. Nyklippet – og derved uden sin karakteristiske fristure, som han dræbte sammen med sit gamle ‘jeg’ i videoen til “Star Boy”.

Andet nummer er “Party Monster”, hvor hele publikum går amok og synger med. Nummeret er et af de mere optempo numre fra den nye plade. Salen bliver badet i rødt og blåt lys, og skibet over podiet viser noget video over hovedet på The Weeknd. Hans energi er god fra start, og man kan mærke, at han har glædet sig til at sparke denne lange tour i gang. Hele salen går helt amok i slutningen af “Party Monster”, da The Weeknd skriger “COPENHAGEN!” og danser med til sluttonerne af det trappede beat.

Hver eneste nummer bliver modtaget med skrig og fællessang. Det er nemt at mærke, at det er de ægte fans, som har købt billet til rapfesten. En enkelt gang lyder der et højlydt “YES!” fra en længere nede på rækken.

De dybe tekster med fokus på kærlighed, identitet og alkohol/stoffer bliver akkompagneret af de tunge trapbeats, som gør musikken letfordøjelig for de fleste, og det fungerer tydeligt. Til et nummer som “Six Feet Under” står de første rækker og hopper og danser, som var det Nik & Jay med “Hot!” på Jelling.

Trommeslager Ricky Lewis spiller med musklerne på nummeret “Might Not,” som Weeknd er featuring på. En tendens, han har under hele aftenen, hvilket giver en fed dynamik, fordi man faktisk husker på, der står et band bag på scenen også.

De unge piger grinder til nummeret “Often”, som meget enkelt er et bolletune. Det hænger meget godt sammen med de mange shotsflasker, der lå tomme foran arenaen, efter folk har ligget i kø hele dagen. Næste nummer bliver af Weeknd selv dedikeret til samme kvinder i arenaen.

Desværre bliver det – som så ofte med de store, internationale stjerner – en smule stift, når han prøver at være personlig og komme ud over scenekanten. Det hele er så skarpt timet, at der ikke er meget tid eller plads til at være til stede. Den lange setliste er presset, så det hele skal passes.

Tre kvarter inde kommer The Weeknds største hit, titelnummeret “Starboy”. Tesfaye har placeret sig midt på podiet med et mikrofonstativ og synger den velkendte tekst for publikummerne til tonerne af Daft Punks beat. Salen bliver lyst op i klare farver, mens der oppe i rumskibet kører klip fra den famøse musikvideo. Energiniveauet peaker hos stjernedrengen – sjovt nok.

Selvom han forsøger, bliver det en smule svært for Tesfaye at levere de vanvittige vokaler, fordi de enten bliver overdøvet at musikken eller af et autotune-filter, som ødelægger oplevelsen.

Blandt de største idoler hos den canadiske stjerne er Michael Jackson, hvilket klart kan høres på nummeret “A Lonely Night”, som man skulle tro var et cover af den afdøde popkonge. Selv guitaren er overdrevet funky. Bandet spiller generelt vildt godt, og især under det her nummer går samspil mellem band og Weeknd op i en højere enhed.

Efter en times koncert begynder det ellers høje niveau at blive en smule trivielt. Der mangler et opbrud – eventuelt i form af en kort lille sludder med publikum. Indtil nu er der næsten for meget fart på. Et nummer som “Can’t Feel My Face” bliver smækket halvtilfældigt ind og får slet ikke den opbygning og anerkendelse, det fortjener.

Publikums indlevelse hæver oplevelsen meget, hvilket er til kunstnerens fordel. For det begynder sgu at blive en smule halvkedeligt nu. Mange albumnumre kunne være pillet ud i stedet for at være fyld på en for lang setliste.

Stemningen bliver ekstra lummer, da “Earned It” kommer på, og salen bliver lyst op af et hav af mobiltelefoner. Ifølge planen er der fyrre minutters show tilbage, men kun ét semistort hit tilbage. Den der pornostemning, der har ligget og luret hele aftenen, kommer for alvor til syne nu.

I forhold til kunstnere som Chris Brown og Nelly, som vi havde blandede fornøjelser med sidste år her hos Poplish, så giver The Weeknd sig fuldt ud, selvom han “bare” spiller i Lille Danmark.

Den næste halve time er trættende, men stemningen bliver bedre, da et andet Daft Punk-produceret nummer, “Feel It Coming”, bliver spillet. Det er lidtsom et lidt for langt samleje. Det er egentlig rart nok, men det er sgu også en smule kedeligt i længden.

Da Tesfaye går af scenen, er taget ved at eksplodere ved lyden fra de ivrige fans, som venter på ekstranummer.

Fra midten af rumskibet kommer fire lysende bjælker, der samlet former et kors, mens The Weeknd leverer “False Alarm” med højt energiniveau. Sidste nummer for aftenen bliver det tunge nummer “The Hills”, som bliver sunget sammen med publikum som et samspil mod en fælles orgasme. Det lykkes for de fleste at komme, virker det til.

Det er vist ingen underdrivelse, at der blev taget et par mødomme i Royal Arena mandag aften. Både når det kommer til The Weeknd, arenaen og publikummerne.

The Weeknd, Royal Arena
Foto: Lasse Lagoni

Se alle Lasses smukke billeder HER.

Se også

Paledusk og Thornhill kæmpede bravt i Pumpehuset

Torsdag aften var der udsolgt metalbrag i Pumpehuset, hvor fire bands fra tre kontinenter leverede smæk for skillingen. Paledusk, Thornhill, Silent Planet stod alle på plakaten under hovednavnet Polaris, og normalt ville vi blot bringe en anmeldelse af sidstnævnte, men denne gang har vi valgt en anden retning.

Botch satte dobbelt streg under facit i Lille Vega

De amerikanske ikoner sang onsdag aften deres svanesang i Lille Vega. Bandet som definerede en genre før de gik i opløsning i 2002, beviste på overbevisende vis hvorfor de fortjener deres plads blandt de bedste bands i musikhistorien. Denne anmeldelse er til dem som ikke kunne opleve koncerten selv, da alle som var til stede, allerede ved præcis hvor fabelagtig en aften det var.

The 1975 – Fremstillet, opstillet og velspillet

Søndag aften var det blevet KB Hallens tur til at tage imod de engelske poprockere i The 1975. Bandet med den karismatiske frontmand Matty Healy er kendt for deres energiske koncerter og Healys kontroversielle udtalelser på og udenfor scenen. Aftenens koncert var for længst udsolgt, publikum stod klar, både på musikken og i særdeleshed Healy, men da tæppet gik ned, manglede der alligevel noget.

Niall Horan delte kærlighed ud i København

Grundet fotorestriktioner måtte Poplish ikke medbringe egen fotograf til...
spot_img
Emmy Musse Mortensen
Emmy Musse Mortensen
Anmelder med hang til tunge beats og intens stemning under liveperformances. Har garanteret dårligere smag end dig.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her