The Dillinger Escape Plan sagde farvel til Danmark i torsdags, og det blev en demonstration i energi, heldhed og ikke mindst kaotisk mathcore.
Jeg har lyttet til The Dillinger Escape Plan perifert siden en skolekammerat spillede dem for mig i 2003, men i aften er første gang jeg ser dem spille live, og sikke et held det er. For i aften er sidste ud af tre shows i Danmark, på denne tour som bandet siger bliver deres sidste.
Bandet har siden deres start i New Jersey i 1997, skubbet grænserne for aggressiv musik og været en af de mest prominente mathcore bands. De er kendte for deres ekstremt energiske og aggressive sceneshows, som ofte strækker sig langt ud over scenekanten og ned blandt publikum, og dette møde mellem vanvittig teknisk musik og vanvittig energi, som jeg glæder mig til at opleve.
Limerent død
Pumpehuset er fyldt, koncerten er udsolgt og køen går langt ud i sneen. Aftenens opvarmning leveres af Town Portal, et lokalt instrumentalt band som leverer et fedt set, men det virker som om Dillinger har deres egen idé om hvordan man sætter stemningen før deres show. Tiden mellem opvarmningsbandet og hovednavnet er fyldt ud med et langsom, dronende elektronisk nummer, spillet højt, og det skaber en nærmest messende følelse inden The Dillinger Escape Plan tager scenen. For så går det løs.
Forsanger Greg Puciato kigger ud over publikum og spørger skiftevis til dem og trommeslager Billy Rymer ”Are you ready?” hvorefter bandet kaster sig ud i førstenummeret ”Limerent Death” fra 2016’s Dissociation. Energien er eksplosiv fra starten, og der går heller ikke længe før Puciato og guitarist, og eneste originale medlem, Ben Weinman har forladt scenen til fordel for publikums udstrakte arme.
Tour de force i voldsom helhed
The Dillinger Escape Plan spiller hurtigt, meget hurtigt, og når dette kombineres med deres fantastiske energiske ageren på scenen og evne til at nå publikum helt nede bagerst i salen, skaber det en fantastisk oplevelse. Især når publikum er så meget med som de er i aften. Et gennemgående element er brugen af lyset fra scenen. Udover det sædvanlige flerfarvede lys, er der opsat adskillige skarpe stroboskop lamper som benyttes lige så voldsomt og direkte som musikkens udtryk.
Sangene er generelt frenetiske og aggressive, og jeg må indrømme jeg havde forventet mere fra publikum i form af mosh pits og generel gang i den. Der var selvfølgelig bevægelse oppe foran scenen, men det bevægede sig ikke så langt som jeg havde forventet. Dette kan dog også forklares ved pumpehusets indretning, hvor lyd pulten er flankeret på den ene side af en lille bar, så der hurtigt bliver meget trangt.
Setlisten indeholdte sange fra alle bandets albums, og der blev da også plads til langsommere Dillinger ”ballader” som titel sangen fra 2013’s One Of Us Is The Killer og ”Black Bubblegum” fra 2007’s Ire Works, hvor publikum da også fik mulighed for at skråle med for deres lungers fulde kraft.
De afslutter med sangen ”43% Burnt” fra debut albummet Calculating Infinity, hvor den rytmiske dissonans fra guitaren får selskab af det intense stroboskoplys og jeg ledes til at tænke; jeg går måske hjem blændet, men hvis The Dillinger Escape Plan er det sidste jeg ser, så er var det måske det værd.
