I sidste uge bragte Berlingske et debatindlæg om, at dansk popmusik er dummere end nogensinde før. Det er en klagesang ligeså gammel som popmusikken selv.

Da Søren Mcguire i Berlingske kaldte dansk popmusik for dum, umusikalsk og blottet for kunstnerisk værdi, sang han med på en klagesang, der er blevet sunget på alle tidspunkter i dansk musikhistorie.

For selvom Søren Mcguire udpegede tre kunstnere, nemlig Gulddreng, TopGunn og Pattesutter som værende musikapokalypsens ryttere og tegnet på, at musikken snart ikke kan blive mere tåbelig, så er disse prygelknapper udnævnt mange gange før.

For et par år siden var det Emil Stabil, før det var det dansk-hall-bølgen, og før det var det Cheff-drengene med Kidd i front. I nullerne var det Nik & Jay, i halvfemserne var det Aqua, og i firserne var der blandt andet Thomas Helmig og Tommy Seebach – foruden en masse kunstnere, som for længst er gået i glemmebogen.

Mange af disse har siden fået genoprejsning – måske fordi de blev umoderne og dermed ufarlige, eller fordi deres musik viste sig at holde lang tid over den forventede sidste salgsdato.

Men enhver æra har sine popmusikanter, og en sammenligning er derfor kun fair, hvis man sammenligner kunstnere, der har samme sigte og arena – i det her tilfælde mainstreamradio.

Det har Søren Mcguire tilsyneladende glemt, når han sammenligner sin ungdoms musik med nutidens popmusik – han sammenligner nemlig ikke med halvfemsernes popmusik, men med “1990er heavy af den lidt blødere slags.”

Hvis vi endelig skal cherrypicke, kunne vi sammenligne Aqua med Bisse eller hvilken som helst anden anmelderrost og moderne kunstner, Mcguire kan komme i tanke om. Hvilket lader til at være et ret begrænset udvalg, eftersom kunstnere som Gulddreng og TopGunn langt fra er alt, hvad dansk popmusik byder på i øjeblikket.

Men det ville antage, at det overhovedet giver mening at kalde musik dum.

Alt forandrede sig, da Jokeren sagde “Stiv pik og håret tilbage”

Når Mcguire kalder TopGunns, Gulddrengs og Pattesutters sange dumme, forklarer han det som, at musikken ikke vil mere end at ’bræge om at damerne vil med hjem og kneppe.’

Altså er det dumt at være liderlig, og musikken bliver dum af at bruge ord som røv og være ligefrem i sit sprog og seksualitet, forklarer Mcguire yderligere.

Han har ret i, at den danse popmusik har fået et nyt sprog siden halvfemserne. Hiphoppens indtog på de danske hitlister har gjort det legitimt at udtrykke sig ligefremt og uden omsvøb, ligesom den politisk ukorrekte og rå seksualitet er blevet mere normal.

Det skete allerede i det øjeblik, Jokeren sagde “Stiv pik og håret tilbage.”

Hos kritikerne skal man hellere gøre som Kim Larsen på ’Fru Sauterne’ eller Laban på ’Hvor Skal Vi Sove i Nat’ og gøre flirten til en fortælling om personlig udstråling fremfor store numser. Men hver generation finder sit eget sprog, og for post-hiphopgenerationen indebærer det at sætte humor og sex i højsædet. Fordi det sprog er generationens eget.

Folk relaterer til ‘Kinky Fætter’

Jeg synes, det er fedt, at musikken kan udtrykke sig på alle de måder, som vi mennesker udtrykker os på. Folk har med garanti også været stanghamrende liderlige og beskrevet deres begær med pik og røv inden 1998. De ordvalg dukkede bare sjældent op i en populær sang, måske fordi det af mange blev anset for dårlig smag.

Liderlig og politisk ukorrekt musik har sin desuden eksistensberettigelse på lige fod med alt andet musik, for mennesker er nemlig både liderlige og politisk ukorrekte.

Musikken kan også røre os dybt, netop fordi den lader os komme i kontakt med skjulte og grimme sider af os selv. Måske kan numre som ‘Model’ virke verdensfjerne og ligegyldige mandag formiddag på kontoret, men man kan ikke stå til en Suspekt-koncert og bilde sig selv ind, at de tusindvis af mennesker, der råber som aber i brunst, ikke kan relatere, når de hører ‘Kinky Fætter.’

Unge har fået en tydelig stemme

En anden grund til, at Mcguire kan opleve dansk popmusik som tomhjernet, er, at musikradiostationerne i dag favoriserer den ligefremme musik, der appellerer til de unge. Det gør de, fordi stationerne i dag orienterer sig mod, hvad der boomer på Spotify. Og her er der er rigtig mange unge brugere – især de helt unge i alderen 12-18. Det er derfor, kunstnere som Bro, Pattesutter og Gulddreng, der vægter humor højere end hjerte-smerte, ender i radioen.

Det betyder ikke, at dansk musik har et problem, men nærmere at dansk musikradio har et problem – i hvert fald hvis den bliver ved med at fiske efter lyttere, som ikke kunne drømme om at lytte til musikradio. Det kan også bare betyde, at det ikke længere er på P3, Søren Mcguire, der var metalhoved i halvfemserne, skal finde musik til hans alder og behov.

Til sidst i sit indlæg skriver Mcguire, at ”der bør være grænser for, hvor dumt det skal have lov at blive, før vi voksne griber ind og sender dem på kulturel genopdragelse foran pladesamlingen.” Men som en populær og forhadt musiker engang sagde: ”If we too simple, then ya’ll don’t get the basics.”