2016 var et håbløst år for resten af verden, men det har været et godt Poplish-år for mig. Til trods for de manglende, store basoplevelser.

Vinteren og foråret var ret stille, kun afbrudt af en fin koncert i TAP1 med Disclosure, men da vi ramte april, fik vi Beyoncés helt fantastiske ‘Lemonade’. Et album, der med sikkerhed vil gå over i historien, og som jeg fik fornøjelsen af at pille fra hinanden i samarbejde med min kollega Nanna Frank.

Efter en shitstorm fra de amerikanske Glamberts, fordi jeg ikke var lige så vild med Adam Lambert som dem, lagde jeg sommerens tre festivaler ud i Jelling. Højt niveau fra de mange danske acts, hvor især Marvelous Mosell og DJ Sash! var mine favoritter, mens hovednavnet Queen var knap så fantastiske… Igen, Adam Lambert, jeg er ikke fan.

Kort efter gik turen til Tusindsårsskoven i Odense, hvor årets Tinderbox bød på masser, masser af EDM til mit basbankende hjerte, men også gav mig min første liveoplevelse med Rammstein, som jeg var ret begejstret for.

På Smukfest startede vi skidt ud med årets mest lyttede danske hit, ‘Nede Mette’, som Blak optrådte med på KærligHeden til årets LiveCamp. Det var en forfærdelig fuser. Generelt for Smukfest var, at de danske navne overgik de store, internationale navne – heriblandt husker jeg TopGunns koncert og Magtens Korridorers performance i samarbejde med Østkyst Hustlers.

Efteråret bød på en halvtam omgang L.O.C. til Aarhus Festuge, inden turen gik til Herning for at høre Nickelback – det var fantastisk! Også Volbeat gjorde det godt på rockfronten, her var det i Forum, jeg så dem, inden L.O.C. tog revanche med et fabelagtigt show i Falconer. Herimellem var en intimkoncert med Pede B og DJ Noize på Ideal Bar, som også var fantastisk god.

Den sidste koncert fra i år blev med Ukendt Kunstner i forrige uge, hvor de sagde farvel og tak med deres projekt. Meget smukt i og for sig.

Personligt har året musikalsk været, som det plejer. Faktisk går mange af mine Spotify top 100-numre igen fra sidste år. Jeg har ventet forgæves på Major Lazers nye album, som skulle være droppet her i ‘16, men sandsynligvis er på trapperne, og har måtte kompensere ved at skamhøre Yellow Claws ‘Blood For Mercy’ – som godt nok også er fra 2015. Et anbefalelsesværdigt album, hvis du er til trap med sang på. Masser af gode hits og fantastisk variation.

Også GTA’s nyligt udgivne plade ‘Good Times Ahead’ er værd at anbefale. Meget mere varieret, som har turde at tage nogle chancer. Den er ikke så bas-fikseret, men det er gode beats og fede numre.

Flere EP’er har også hittet højt herhjemme. Her kan jeg bl.a. anbefale Tropkillaz ‘Braza Attack Vol. 1’. Barong Family har også mange, mange gode kunstnere signet, som de udgiver EP’er med. Mike Cervello, Moksi og Wiwek er årets opture dér.
I andre genrer har jeg skamhørt Pede B’s Gin & Cocio. En anderledes rap-plade, der er bundet sammen som én lang fortælling. Det gør sig vildt godt i køkkenet sammen med et længere madprojekt, eller når du ellers har mulighed for rigtigt at lytte til det, du har på som baggrundsstøj.

Den bedste liveoplevelse, jeg har haft i år, var, da jeg så Diplo – mit allerstørste idol – på en klub i Las Vegas i sidste måned. Det var alt, jeg havde drømt om, og mere til.

Til allersidst skal der lyde et fabelagtigt skud ud til min musikalske soulmate, som jeg lærte at kende i starten af året, og som nu er blevet en af mine bedste venner. På under et år har vi sendt 22.000 beskeder til hinanden på Facebook, hvor størstedelen af dem er links til nye sange på Spotify. Så skud ud til Martin, der har udvidet min elektroniske horisont med flere hundrede procent!