Red Hot Chili Peppers indtog Herning med en sporadisk entuiasme, hvilket efterlod den samlede oplevelse som færdigretter. Det smager okay, men det er ikke helt nok. Der manglede noget. 

En koncert med de californiske funkrockere på dansk grund medbringer efterhånden en mindre forventning om at blive skuffet.

Men da det var første gang, at jeg skulle se Flea smide trøjen og tæve sin bas i levende live, så havde jeg set frem til koncerten. Apropos Flea, så får han sit helt eget afsnit i denne anmeldelse.
På papiret, var der hvad der skulle være når et band drager på album-tour. Der var en god del hits og så lidt numre fra det nye album. Der var mange gode elementer, og det var nemt for dem, at få publikum over på deres side.

Lækre smagsprøver

Det er også svært, ikke at have publikum på sin side, når man starter ud med “Can’t Stop” og “Otherside”. Og hits er herlige, men der skal mere til end hits for at skabe en helstøbt koncert. Bands skal levere noget man ikke kan få ved bare at lytte musikken derhjemme. Man skal ud over scenen. For at romantisere det rigtig meget, så skal man som publikum føle at dem på scenen er kommet for at spille, for lige netop en selv. Det fik vi ikke, men vi fik en smagsprøve på hvordan det kunne have været.

Smagsprøven fik vi når der blev jammet. Det blev der flere gange, uden Anthony Kiedis dog, men det gjorde heller ikke noget. Her trådte Flea igen i karakter og rev sin bas rundt, så han stjal fokus fra Josh Klinghoffers ellers udmærkede guitarspil. Chad Smith, ej at forglemme, er simpelthen bare sat i denne verden for at spille trommer for Red Hot Chili Peppers. Anthony Kiedis virkede til tider dog ret ligegyldig. Han farede lidt rundt på scenen som en snurretop engang i mellem, hvilket blot virkede som et amputeret forsøg på at udvise showmanship. Hans vokal og tilstedeværelse blegner bare i forhold til de andre i bandet.

Red Hot Chili Peppers, Boxen

Foto: Lasse Lagoni

Flea – En hyldest skal der til

Michael Peter Balzary, som er hans borgerlige navn – selvom at der ikke er meget borgerligt over ham.
Når man i alder af de 54 stadig smider trøjen efter en enkelt sang og har farvet sit hår i en farve, der allermest minder om morgenurin efter 7 dage på Roskilde – så er man et forbillede for dem, der måske ikke kan eller ikke vil passe ind.
Flea er punk i en poppet indpakning, og punk i Herning var et forfriskende input. Koncertens absolutte lyspunkt.

Red Hot Chili Peppers, Boxen

Foto: Lasse Lagoni

For at opsummere

Ville jeg anbefale andre at bruge omkring 600 kr,- på at se Red Hot Chili Peppers? Svaret er ja og nej.
For hvis man er fan og ikke har set dem før, så skal man selvfølgelig se dem. Men hvis det de leverede i Boxen i går aftes, er en målestok for det generelle niveau – så ryger Red Hot Chili Peppers på min “nu har jeg set dem” liste. Jeg var ikke skuffet, og det var ikke bare som at sætte en plade på. Men det var absolut heller ikke ekstraordinært.

Red Hot Chili Peppers, Boxen

Foto: Lasse Lagoni

Se hele galleriet fra koncerten HER.