Først var det for vildt, så blev det for søvnigt. Chance The Rapper har erobret hiphophjerter verden over, men tirsdag i Falconer Salen var han kun glimtvis rigtig overbevisende.

Chance the Rapper er en optimistisk gut, der laver gospel-inspirerede sange om at være klar til velsignelser, og om at universet har din ryg, når den er mod muren.

Han har også meget at være optimistisk over. I en alder af 23 år har han med tre anmelderroste udgivelser opbygget en stor fanskare, der også tæller nogle af hiphoppens største stemmer

Men på trods af de store mængder velvilje og hype, der mødte ham i en udsolgt Falconer Sal tirsdag aften, blev store dele af koncerten sløset væk på grund af Chance’ manglende fokus.

Det stod klart fra starten. Efter at have sat stemningen med en vindende et-to kombination i form af ‘Blessings‘ og ‘Angels,’ kastede Chance sig ud i fanfavoritter såsom ‘Cocoa Butter Kisses‘ og ‘Pusha Man.’ Her blev sangene leveret med en vildskab og energi, der måske nok var medrivende, men gik ud over musikaliteten.

Linjerne blev ikke rappet færdige, da Chance råbte i mikrofonen og tabte pusten. Råberriet gik også ud over lyden, da vokalen skar i ørene og overdøvede musikken.

Den enorme energiudladning efterlod Chance udmattet, hvilket han selv gjorde opmærksom på. Dernæst væltede koncerten over i den anden grøft, og vi fik en række kompetent-fremførte sange uden den store nerve. Det forvandlede, hvad der burde have været vinderhænder i form af for eksempel ’Ultralight Beam’ og ’Baby Blue’ til halvkedelige singalongs.

I hvert fald indtil singlen ’No Problem’ gjaldede ud af højtalerne og sendte salen ud i kollektiv eufori, mens den mindede Chance om, hvorfor han var der. Han fik energien tilbage, med hvilken han formåede at vende Coloring Books lavpunkter som ’Mixtape’ og ’All Night’ til vindere – denne gang uden hverken skrål eller dårlig lyd.

Koncerten nåede sit absolutte højdepunkt under ’Summer Friends’, hvis smukke og stilfærdige nostalgi blev bygget op fra en simren til kogen. Her demonstrerede Chance, at han er stærkest, når han bevarer kontrollen og fastholder publikum i et nænsomt greb – uden at forlade sig på den anarkistiske vildskab og eller på den jam-agtige sløvhed.

Sløvheden vendte desværre tilbage på næste nummer, den ellers superbe ’Finish Line’, og resten af koncerten virkede Chance bare som en, der passede sit arbejde. ’Sunday Candy,’ ’Drown’ og ’Blessings (Reprise)’ blev dermed aldrig de transcenderende øjeblikke, de er garant for i høretelefonerne.

Chance har både vanvittigt gode sange og momentum i musikverdenen. Derfor føltes koncerten som en spildt chance, og da jeg forlod Falconer Salen, var jeg mest af alt ærgerlig over at have gået glip af den koncert, det kunne have været.

Chance The Rapper, Falconer

Foto: Lasse Lagoni

Se flere billeder fra koncerten HER