80’er postpunkerne i The Cure leverede en god blanding af deres karakteristiske melankolske melodier krydret med en god håndfuld dansable numre, der tydeligt skabte glæde hos publikum, både til dem der var kommet for tage en tur ned af mindernes allé til 80’ernes tungsind og til dansegulvet.

Blæsten raser udenfor denne efterårsaften i København og i takt med, at mørket sænker sig i Forum, blæser det også op til et musikalsk stormvejr indenfor. Postpunkerne The Cure indtager scenen indhyllet i røg og mystik, og publikum er klar til at blive ført tilbage til ungdommens mørke 80’er teeangeværelser, hvor The Cures tungsinde sange udgjorde soundtracket.

Og fra første tone i åbneren Plainsong, bliver man straks transporteret tilbage og ind i The Cures mørke univers, og det skyldes i høj grad, at forsanger Robert Smith stadig lyder, som han gjorde dengang, hvor han var outsiderens stemme. Og med de storladne sange som Prayers for rain med sit massive lydbillede af markant bas, klingende guitarer og svævende synth, så bliver man draget ind i det fængslende mørke univers, som The Cure stadig mestrer.

Melankoli og morskab

Heldigvis får vi ikke kun en masse tungsind og melankoli – koncerten består nemlig af en fin blanding af de dvælende, storladne melodier og de mere lette numre som Just like heaven og Boys don’t cry. Når de bliver spillet, og de visuelle illustrationer på bagtæppet skifter fra det bloddryppende røde lys til pink skyer, så skifter publikum også humør fra det tænksomme til det frigjorde, og der bliver danset, spillet luftguitar, røget smøger og skrålet med, som var vi tilbage på 80’ernes undergrundsklubber.

Det er tydeligt, at mange af aftenens publikummer har haft en lang kærlighedsaffære med bandet, og når The Cure så kvitterer med at spille alle deres mange hits fra den lange karriere, så løfter stemningen sig hurtigt til nye højder.

Ingen overraskelser

Koncerten er stramt tilrettelagt, og vanen tro spiller bandet næsten i tre timer med de obligatoriske tre pauser i koncertens sidste halvdel. Her er der ingen overraskelser, og der bliver heller ikke råbt på ekstranumre, da bandet forlader scenen første gang efter lidt over halvanden times spilletid. Alle ved, at bandet kommer tilbage og spiller et utal af ekstranumre.

Og det er måske noget af det, der trækker ned i bedømmelsen. The Cure giver publikum præcis dét, de er kommet efter og kender, og det gør, at koncerten ikke overrasker på nogen måde. Det er både en styrke og en svaghed. Alle er tilfredse, men charmen ved at tage til koncert er vel netop, at man får noget ekstra, og det gør man ikke denne aften med The Cure. Til gengæld lader det til, at genkendelighed og greatest hits var nøjagtigt dét, publikum var kommet efter, for når koncerten er slut, og dørene bliver åbnet, så går folk syngende ud i den blæsende oktoberaften, og så har man vel som band gjort et eller andet rigtigt.

The Cure, Forum

Foto: Lasse Lagoni

Se alle Lasse Lagonis billeder fra koncerten HER