I en poleret verden fyldt med politisk korrekthed og pæne manerer rejste den fynske rapgruppe Odense Assholes sig fra graven som en flok kappeklædte hævnere for at minde verden om, hvad der i grunden er vigtigt her i livet: Kællinger, våben og stoffer.

Homoer er ikke velkomne, og kvinderne er ikke lige med mændene. De skal helst have en sæk over hovedet, når man knepper dem, og jo klammere, de er, jo bedre. Teksterne stinker langt væk af stifter og coke, og det ville aldrig få seks hjerter af Politiken. Men alligevel var der mennesker, så langt øjet rakte, da hiphopkollektivet Odense Assholes eksklusivt havde samlet sig igen på Smukfests Stjernescene lørdag aften.

Går vi tilbage i tiden til 2008, hvor gruppen opstod, var verden en anden. Dengang var der intet ramaskrig over monsterhittet “Bøsser Bløder Lyserødt” og “Kælling, Du Kan Ikke Køre Bil”. Dengang kunne folk godt skelne mellem humoristisk provokationsrap og reel ligstillingsignorance.

Men i dag er det hele friblødning, frigørelse, friværdi, crossfit og rødbedejuice. Danmark er blevet en nation af hippier, som sætter en ære i at være pæne og ordentlige og rummelige mennesker med stort fokus på humanistiske værdier. Det hele skal være så perfekt, perfekt. Fra den krop, vores sjæl bor i, til det hus, vi har købt for lånte penge, og den morgenskyr, vi Instagrammer.

Det var nærmest en provokation i sig selv at stå og lytte til en fuldvoksen mand på klingende fynsk, der rapper om, at kællinger skal have spredt deres baller med en sæk over hovedet, fordi de er for grimme til andet, men mere beskidte, når de er tykke og klamme. Men sådan var tonen i 00’erne. Det var dengang, satire var satire, og man godt måtte grine af ting, der gik over stregen. Da DR 2 bugnede med sjovt tv lavet af blandt andet Drengene Fra Angora, Brügger og Bertelsen og Anders Matthesen, komikere der turde være politisk ukorrekte og ligeså hårde mod samfundets tabere, som de var det mod alle andre under påskud af ironi. I dagens forargelseskultur havde der været et offer på den ene eller anden led, klummer i diverse aviser og masser af kommentarer på Facebook, som ville true med boykot. Angora-drengenes “Blind Date,” der handler om at date en hermafrodit, ville give stof til i hvert fald fem timers radio på 24Syv.

Måske er vi blevet bange efter 9/11 og Muhammed-tegningerne. Eller måske har de sociale mediers udstillingsmontre gjort os til evige vogtere over hinandens valg og værdier, ligesom bemærkninger og jokes sagt i en lukket kreds nu kan klistre til os, var vi som fluepapir.

Måske er det derfor, forskere taler om en slags ny oprigtighed, der kendetegner dagens u-ironiske unge. Vi tager os selv og verden pissealvorligt, bange for at blive frosset ude eller skudt for at sige noget forkert – også selvom det er sagt i sjov, og det kan føles rart at komme af med, som om en byrde letter fra skuldrene. For ironi er en slags velsignelse, der sætter tankerne, ordet og vores bevægelser fri af os selv. Vi kan sige og mene hvad som helst, twerke og lege med vores egen identitet. Mener man det? Mener man det ikke? Betyder det noget? Det vigtige er, at man kan få lov, så længe joken står på.

Som Svedbanken synger med dobbelt ironi: “Det kaldes ironi / det er der, du siger de ting, du ikke mener.”

Måske er det en overdrivelse, men det var i hvert fald fucking befriende, da fire mænd klædt i orange holdt knytnæverne højt i vejret for derefter at flashe deres langemænd, mens de råbte “O-A!”. Første nummer lørdag aften havde den smukke titel “Dø Hippie”. Til venstre for os stod en ung, sød kvinde med flotte fregner i hele ansigtet og sang teksten – ord for ord. Hun var også kommet for at glemme ordentligheden og lade sit underjeg overtage i en times tid.

Odense Assholes, Smukfest, Stjernescenen, Smuk16

Foto: Lasse Lagoni

Under de første tyve minutter af koncerten stod læderklædte mænd med kaskader og atter kaskader af kasser med Ceres. I kasserne stod flere hundrede bajere, som mændene hjalp hinanden med at fylde i noget, der må tendere til verdens største ølbong. En ølbong, som selvfølgelig blev delt med de fremmødte. For er du en del af Odense Assholes, så har de din ryg. Også når du er tørstig. Desuden vælger man i OA stifter over bitches.

Det er ikke kun den nye generation af ordentlige overmennesker, som er i gang med at udklækkes, som er problemet. Det var kommet stakkels OA for øre, at Danmark, mens de har været ude af spillet og boet i Pataya i seks år, har haft en kvindelig statsminister. Det har vi vel. For “politik er for kællinger og bøsser”. I Odense tror man ikke på politik. Der klarer man konflikter på den ægte måde: Man slås om dem. Derfor skal alle pengene i det danske velfærdssystem gå til at købe flere kampfly, som Danmark kan blive verdens største kampførende nation. Selvfølgelig.

“Du kan lige så godt vænne dig til det, vi har overtaget Danmark og gennemkneppet det,” rapper de og fortæller om straf til folk, der hører techno, Sys Bjerre og er på SU. Ungdomshuset og feministerne skal tæves, ligesom rødhårede bare kan fucke af. U-landsbudgettet skal bruges på militæret. Al humanisme er forsvundet fra teksterne.

OA er ligesom sex. Det er et helle fra den korrekte verden, hvor kvinder godt må undertrykkes og kaldes klamme ludere. Man kan sagtens mødes i øjenhøjde igen bagefter.

Der er dog én tøs, der er god nok til Odense Assholes. Hun hedder Tove-pigen, og hendes ord til melodien fra Sydney Sampsons kæmpe hit ‘Riverside’ fra 2010, festede vi til i gymnasiet. Ude på Vestegnen, hvor Emmy kommer fra, var det jo hverdag at møde kvinder som Tove dengang. Afblegede kællinger med silikonemadder og lyst til at stikke flade, hvis du siger dem imod. Men i dag er piger som Tove mere sjældne at møde end bøsser uden rytmesans. Derfor blev hun taget imod med stor jubel, da hun i bedste divastil lipsyncede rim som “Ligner jeg én, der vil giftes? Jeg ta’r til morgenfest, du ta’r til fitness”.

Det ultimative tegn på, at Odense Assholes er fra en anden tid end den nuværende, er nummeret ‘ARTO-pistol’, som var et hadenummer til de prettyboys, som stod og poserede med bruncreme i hele hovedet og Dax Wax i håret på DKBN-billeder i forrige årti. “Det eneste, der holder nu, er orange smækbukser og elefanthuer,” var budskabet til dem lørdag aften. Publikum gik amok og sang med – med garanti også nogen af dem, som sangen var møntet på i tidernes morgen.

Efter de sidste strofer om kvinders køreevner, stod publikum tilbage foran den tomme scene. De kunne fortsætte stilen hos Suspekt, som gik på en time senere, eller de kunne tage videre ud og fortsætte antidagligdagen hos Smukfest den sidste smule, inden de tog hjem til det småborgerlige liv og ordentligheden for at stemme Enhedslisten og spise veganerkost og deltage i Pride-paraden i næste uge og dele billeder af sin sommersalat på de sociale medier.

Vi står som samfund snart ved en skillevej. Vil vi blive ved med at lade den politiske korrekthed nå længere ud, fordi vi bliver mere og mere angst for at forarge? Eller vil vi kalde en spade for en spade, en klam kælling for en klam kælling og Sys Bjerre for en so?

Odense Assholes, Smukfest, Stjernescenen, Smuk16

Foto: Lasse Lagoni

Du kan se resten af billederne fra koncerten HER.