Christophers koncert på Smukfest søndag var gennemført og velspillet men manglede nerve, ligesom publikum var nærige med begejstringen.

Hvis man kan lære noget af DR3-dokumentarserien ”Jeg er stadig Christoper,” er det, at Cristopher ikke er en præfabrikeret popstjerne, men en selvbevidst pop-snedker, der er hands-on med alle dele af den kunstneriske proces – lige fra sangskrivningen til valg af billeder til booklets. Christopher flyver selv til LA for at mødes med producers, og Christopher sidder selv til bords med asiatiske marketingsfolk.

Med andre ord: Christopher knokler.

Det var den samme professionalisme, der løftede hans koncert på Bøgescenerne søndag aften til en fornøjelig om end lidt kedelig affære.

For mens Christopher både sang og dansede som han plejede, var der som om, at det manglede nerve og tilstedeværelse. Måske er det, fordi han efter en sommer med masser af festivaljobs var udtæret, eller også var det publikum, der hev affæren ned ved at være tvære efter at have sovet i telt i en uge.

Den store fest udeblev i hvert fald, og skov-gryden foran Bøgescenerne kom kun kortvarigt rigtig i kog.

Intet tidspunkt mere end under fan-favoritten ”First Like.” Den ramte publikum, der hvor de var: på lattermusklen og fællessangen snarere end deres tunge dansefødder.

Christopher kan godt være vild, sjov og nærværende, og på Grøn Koncert i Aalborg sidste år leverede han en forrygende koncert, der emmede af spilleglæde og flabethed.

Men mod ens eget og andres sløvsind kæmper selv guderne forgæves. Vi må håbe, at både Christopher og publikum har taget en slapper i dag.

Christopher, Smukfest, Bøgescenerne, Smuk16

Foto: Lasse Lagoni

Se flere billeder fra koncerten HER