Nik & Jay – Sendte Bøgeskoven ud i pop-rus af dimensioner

Nik & Jay trumfede Rihanna og leverede torsdag aften den store popforløsning på Smukfest.

– Jeg er træt af, at de siger, jeg skal købe en forsikring, fordi jeg skal dø. Jeg er træt af at være bange. Jeg træt af bullshit.

Det sagde Nik torsdag aften, lige inden han med sin partner Jay kastede sig ud i ”United”, der for gud ved hvor mange gange sendte Bøgeskoven ud i fællessang og gav os aflad for alt det lort, der måtte fylde vores hoveder.

For det er jo netop, hvad Nik & Jays bedste sange kan. Samle mennesker i armkrog, kys og håb og få bullshitet til at forsvinde i en syndflod er eufori.

Og koncerten var netop skruet sammen med samme professionalisme og træfsikkerhed, som det vanlige Nik & Jay-nummer. Med charme, få svinkeærinder og en fastlagt kurs mod den store fest, leverede Nik & Jay på Rihannas uforløste løfte og sendte Bøgeskoven ud i en pop-rus af dimensioner.

Vol. 2

For indeværende skribent var det et af mit livs bedste koncerter, da Nik & Jay optrådte på Smukfest i 2009.

Jeg var 16 år, fuld og blandt gode venner. Til gårsdagens koncert på Bøgescenen var jeg 24, pinligt ædru og afsted ene mand.

Det var derfor med stor spænding, at jeg ventede blandt de flere tusind publikummer, der have taget opstilling i bakkedragene foran Bøgescenen.

For mens Nik & Jay engang rappede til de enlige mødre i stuerne, er deres fans nu blevet ældre, og alle – både mødre, fædre, fætre, nevøer, niecer og børnebørn – er nu rykket ud af stuerne og ned blandt publikum.

Var det så mit livs koncert volume to? Nej. Jeg blev ikke sendt tilbage i min 16-årige krop, men det kan man næppe klandre Nik & Jay for. For mens jeg har forandret mig, så har Nik & Jay det ikke, og de spillede med den samme energi og professionalisme, der gør, at de har stået distancen og skrevet Danmarkshistorie med deres unægtelige hits. Hits, der stadig lød friske, da de blev brølet af flere tusind mennesker og remixet lige nok til, at det ikke føltes som de velkendte versioner.

Til slut hev de en kanin op ad hatten i form af Morten Breum, der gav koncerten den sidste olie, før publikum vendte tilbage til deres bullshit.

Hovedpersonerne selv var både tilstedeværende og energiske, aldrig andet end rutinerede performere. Begge klædt i hvidt indtog de scenen fra to trapper på hver side, mens de rappede ”Du Gør Mig Høj,” der med sit omkvæd sigter lige i hjertekulen.

“Du gør mig høj / Den eneste der ta’r mig til stjernerne / Med dig er jeg ikk’ alene / Tro mig, vi bli’r ved og ved.”

Ja tak. Vi ses nok også igen om otte år.

Nik & Jay, Smukfest, Bøgescenerne, Smuk16
Foto: Lasse Lagoni

Se resten af billederne fra koncerten HER

Se også

Paledusk og Thornhill kæmpede bravt i Pumpehuset

Torsdag aften var der udsolgt metalbrag i Pumpehuset, hvor fire bands fra tre kontinenter leverede smæk for skillingen. Paledusk, Thornhill, Silent Planet stod alle på plakaten under hovednavnet Polaris, og normalt ville vi blot bringe en anmeldelse af sidstnævnte, men denne gang har vi valgt en anden retning.

Botch satte dobbelt streg under facit i Lille Vega

De amerikanske ikoner sang onsdag aften deres svanesang i Lille Vega. Bandet som definerede en genre før de gik i opløsning i 2002, beviste på overbevisende vis hvorfor de fortjener deres plads blandt de bedste bands i musikhistorien. Denne anmeldelse er til dem som ikke kunne opleve koncerten selv, da alle som var til stede, allerede ved præcis hvor fabelagtig en aften det var.

The 1975 – Fremstillet, opstillet og velspillet

Søndag aften var det blevet KB Hallens tur til at tage imod de engelske poprockere i The 1975. Bandet med den karismatiske frontmand Matty Healy er kendt for deres energiske koncerter og Healys kontroversielle udtalelser på og udenfor scenen. Aftenens koncert var for længst udsolgt, publikum stod klar, både på musikken og i særdeleshed Healy, men da tæppet gik ned, manglede der alligevel noget.

Niall Horan delte kærlighed ud i København

Grundet fotorestriktioner måtte Poplish ikke medbringe egen fotograf til...
spot_img
Mads Gregersen
Mads Gregersen
Journalist og anmelder med hang til både Waka Flocka Flame og Shu-Bi-Dua.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nik & Jay – Sendte Bøgeskoven ud i pop-rus af dimensionerNik & Jay leverede igen en topprofessionel og gennemført koncert, der ramte alle de mål, den skulle.