Noget så fascinerende som en levende legende, PJ Harvey, gav helt som forventet en fremragende koncert på Roskilde Festival.
PJ Harvey er ikke ligefrem den af Roskilde Festivals hovednavne med de mest sete videoer på YouTube eller med de mest lyttede sange på Spotify. Ikke desto mindre hører hun afgjort til blandt festivalens store navne, da hun med sin lange karriere i musikverdenen allerede nu har sikret sig et stærkt eftermæle i musikhistorien. Dette skyldes hendes evne til altid at forny sig på sine plader, som gang på gang får gode anmeldelser med på vejen, senest ”The Hope Six Demolition Project” udsendt tidligere i år. Torsdag 20.30 skulle hun på Arena levere sine forunderlige rocktekster foran Roskilde Festivals publikum for fjerde gang i sit liv.
Genganger på festivalen eller ej, så er PJ Harvey fortsat et stort trækplaster, der også snildt kunne have spillet på Orange Scene. I stedet blev Arena så fyldt til randen af forventningsfulde fans i alle aldre, som skulle have haft tankerne et helt andet sted for at gå skuffede derfra. For PJ Harvey, og hendes mange bandkammerater, var i topform på en måde, som næsten kun den 46-årige brite kan være.
Og med hendes bagkatalog af evigt imponerende albummer at plukke geniale sange fra skulle der gå noget alvorligt galt, hvis PJ Harvey skulle begå fejl. Men det gjorde hun ikke – altså slet, slet ikke. På sin ikke ligefrem snaksaglige facon gav hun publikum sine vidunderlige tekster med sin lige så vidunderlige vokal, når hun da ikke lige bød ind med lidt leg på saxofonen. Eneste lille indvending må være den småforcerede forkærlighed for de helt nye numre fra ”The Hope Six Demolition Project”, som trods stor kvalitet ikke helt fortjente at skubbe så mange af hendes klassikere ud af sætlisten. Men der var da også gamle kendinge nok at tage fat på, med et højdepunkt hævet marginalt over de andre i form af punk-slagsangen ”50ft Queenie”, så selvfølgelig var PJ Harvey helt og aldeles fantastisk.
