Beck – Et ubeskriveligt kaotisk univers

Som den sidste kunstner på dette års NorthSide havde amerikanske Beck fået lov til at stå på Blue Stage. Ærligt, så er det begrænset, hvor mange rosende ord, jeg kan give Beck med på vejen, for jeg forstår virkelig ikke hans univers.

Havde det stået til mig, så havde det været mere passende, at det var Duran Duran, der skulle have haft æren af at lukke og slukke NorthSide 2016, men det var nu blevet Beck, der skulle det.

Beck har et ret voldsomt repetoire bag sig, ligesom han har leget med næsten alle tænkelige genrer, og han formåede da også at underholde publikum indtil søndagen blev til mandag. Ihvertfald alle undtagen mig.

Hvorfor? Blandet andet fordi hans brede repetoire spænder over alt fra hård rock til poppede sing-a-longs og et forsøg på at rappe. Det blev meget uoverskueligt at være vidne til.

Indenfor meget få minutter havde Beck fyret både “Devil’s Haircut” og “Loser” af, hvilket efterlod mig med følelsen af, om det måske bare var det, men jeg kunne nikke genkendende til markant flere numre, end jeg lige troede.

Beck, Northside, NS16, Blue Stage
Foto: Lasse Lagoni

“We’re gonna try to keep you warm tonight,” råbte den lille mand fra scenen, og jeg tror da bestemt også, at de i publikum, der stod tættere på scenen, blev holdt varme. Selv frøs jeg helt ind i knoglerne.

Jo, Beck kan give et godt show, men han skal lade være med at sætte psykedeliske billeder op på den store skærm, der agerede baggrundstæppe for aftenens koncert. Det blev simpelthen for forvirrende, når trætheden og kulden allerede havde gjort sit indtog.

Men derudover var det nu meget fint, selvom jeg på ingen måde forstår Becks univers, så må jeg krybe til korset og indrømme, at det var en fornuftig performance fra den garvede musiker.

Højdepunkterne i festivalens sidste koncert må sige at være deres korte cover af “Chinah Girl”, som Bowie og Iggy Pop originalt har bedrevet, hvorefter de lavede en formidabel version af Princes “1999”. Ligesom Beck havde overskud til at lave spontane ændringer i gårsdagens setliste, da publikum fortsatte med at synge med på sangene. Det skal han have plus for, men hvis det ikke havde været tilfældet, var jeg også blevet forbavset. Han har jo trods alt været musiker i en del år.

Hvis man synes, at Beck er en god artist, så er jeg sikker på, at man også syntes, at koncerten igår var god. Jeg kedede mig en anelse, men fornøjede mig da med de mislykkede hipster-hop, som han forsøgte at lave.

Beck, Northside, NS16, Blue Stage
Foto: Lasse Lagoni

Se hele galleriet fra koncerten HER

Se også

Paledusk og Thornhill kæmpede bravt i Pumpehuset

Torsdag aften var der udsolgt metalbrag i Pumpehuset, hvor fire bands fra tre kontinenter leverede smæk for skillingen. Paledusk, Thornhill, Silent Planet stod alle på plakaten under hovednavnet Polaris, og normalt ville vi blot bringe en anmeldelse af sidstnævnte, men denne gang har vi valgt en anden retning.

Botch satte dobbelt streg under facit i Lille Vega

De amerikanske ikoner sang onsdag aften deres svanesang i Lille Vega. Bandet som definerede en genre før de gik i opløsning i 2002, beviste på overbevisende vis hvorfor de fortjener deres plads blandt de bedste bands i musikhistorien. Denne anmeldelse er til dem som ikke kunne opleve koncerten selv, da alle som var til stede, allerede ved præcis hvor fabelagtig en aften det var.

The 1975 – Fremstillet, opstillet og velspillet

Søndag aften var det blevet KB Hallens tur til at tage imod de engelske poprockere i The 1975. Bandet med den karismatiske frontmand Matty Healy er kendt for deres energiske koncerter og Healys kontroversielle udtalelser på og udenfor scenen. Aftenens koncert var for længst udsolgt, publikum stod klar, både på musikken og i særdeleshed Healy, men da tæppet gik ned, manglede der alligevel noget.

Niall Horan delte kærlighed ud i København

Grundet fotorestriktioner måtte Poplish ikke medbringe egen fotograf til...
spot_img
Nanna Frank
Nanna Frank
Regelmæssig koncertgænger med hang til musik, der stadig lugter lidt af øvelokale. Svært begejstret for den klassiske rock, den nye elektronik, den drømmende ballade og den velskrevne popsang.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Beck kan få lov til at slå halv skade af stjernerne. Det var OK. Det var fint, men det var altså også dejligt, da det sluttede. Hans afslappede og impulsive ageren på scenen gør dog, at han ikke får en bundkarakter. Nu har jeg oplevet Beck live - og så behøver jeg ikke det igen.Beck - Et ubeskriveligt kaotisk univers