Lauryn Hill. Moder hip hop i 90’erne.
På trods af den betegnelse og en imponerende samling Grammy-statuetter, var det, overraskende nok, ikke et tætpakket Store Vega, der ventede på R’nB-legenden Lauryn Hill onsdag aften.
Og publikumsmassen, der overvejende var i slut 20’erne, og havde købt sig til at opleve et nostalgisk genhør, med dengang, Lauryn Hill allierede sig med rappere som Pras Michel og Wyclef Jean, kom i den grad til at vente.
Længe.
Vi er på den rigtig dårlige side af to timer fra Karl William slutter sin opvarmning, til man kan høre rap-divaen live. Lauryn Hill går ikke på scenen før de grimme tilråb og de tiltagende buh-lyde bliver så pinlige, så jeg lige når at forestille mig, at publikum kollektivt vender sig og forlader salen.
Mislykket forfest med en pointe
Souldivaen havde medbragt en publikumsopvarmer, og han underholdte med et medley af velkendte hip hop numre, der efter eget udsagn skulle udgøre forfesten. Den mindede desværre om en af de kedelige af slagsen fra provinsen. Det hjalp dog lidt på humøret alligevel, men kun fordi, man havde en forventning om, at Ms. Hill ville træde ind på scenen når som helst. Den lille forfest varede en times tid.
Efter yderligere tre kvarter, kunne man mærke, at skuffelsen og utålmodigheden have indfundet sig hos de fleste, der enten var ude at ryge, eller i baren. Det var kedeligt og svært at forestille sig, at hun skulle kunne løfte den efterhånden halvaggressive stemning i salen på trods af så mange gedigne hits på sine tidligere udgivelser. Men så skete der endelig noget.
Iført sort hat, strutkjole og rød stram læderjakke træder Lauryn Hill endelig ind på scenen klokken 22.45, og begejstrer publikum med Bob Marley-nummeret Rebel Soul. Men den provokerende ventetid begynder at ligne et forsøg på at udfordre publikums attention-span. Det er tydeligvis kunst og ikke hurtig underholdning vi er vidner til. Der kommer også en lille kommentar fra Ms. Hill om, at man skal være varsom med at markedsføre sin kunst nu om dage. Jeg kommer til at tænke på Apple og U2.
En god øver
Desværre fik jeg ret i mine bange anelser, og stemningen nåede aldrig rigtig de store højder, da hun flot fører os gennem sine numre fra The Fugees-tiden og sit senere solomesterværk The Miseducation of Lauryn Hill. Lige først fremstod hun lidt genert og tilbageholdende – man kunne da også forestille sig, at det ikke er så sjovt at gå på scenen til buh-råb – men langsomt bliver både selvtilliden og stemmen bedre. Desværre, efter min mening, dog kun dertil, hvor det virkede som en god øver med bandet.
For hun var skarp til at rappe og hun overraskede med sin vokal. Især under en lille perlerække af Fugees-numre, hvor hun udfolder sine talenter med sit ekstreme flow på How Many Mic’s og hendes velkendte dybe vokal gjorde bestemt hvad den skulle i maven med episke Ready or Not. Der var konstant kontakt med bandet og publikum klappede og hujede høfligt, da en klassiker som Killing me Softly gav velkendte kuldegysninger på armene. Der røg også en enkelt herre-tshirt ned på scenen. Men så blev det heller ikke vildere.
Jeg må ha’ det, du må videre
Den lange ventetid fik matheden til at brede sig, og da Lauryn Hill ultrakort takkede af, tog publikum sig ikke lige frem god tid om at sige farvel.
Ms. Hill skuffede ikke med sin vokal, og det er svært ikke at fyldes med nostalgi, når man hører hende fremføre soundtracket til utallige fester og kærestesorger, som de fleste af publikummerne nok har været midt i, da hun var på toppen af verden tilbage i 90’erne.
Men det var desværre blevet kedeligt hen ad aftenen, og hun formåede ikke at lave en fest. Derfor føltes det mest som en form for gammel kærestesorg, og derfor får kæmpestjernen ikke mere end halv stjernestatus fra mig.
Se hele Daniel Nielsens galleri fra koncerten HER
